14-03-2012
50 dage med dagligdagen i en rygsæk og et pengebælte på maven. En dagligdag der ikke har været planlagt udover ud- og hjemrejsedestinationerne. Alligevel har tingene måske virket som planlagt, og det bliver de måske også automatisk. Til tider er man stødt på de samme rejsende op til 5-6 gange, idet rejsemønstret alligevel bliver det samme. Rygsækken har været ens hjem, ens faste følgesvend. Men til forskel, og det kommer nok med alderen, så er backpacker-betegnelsen nok blevet opgraderet på denne tur. Mere komfortable hoteller og private biler med chauffør istedet for billige flersengsstuer på backpackerhostels og lokale busser. Elektriske gadgets som computer, telefon, digitalt kamera istedet for ingenting. Bookning af overnatning via internet fra dag til dag istedet for at møde op i en by og traske rundt og finde et egnet og billigt sted. Blogge fremfor postkort. Jo flashpacker-alderen er begyndt.Turen rundt i Vietnam og Cambodja er slut. Er netop hjemkommet til Falster. Der kan ses tilbage på mange oplevelser, som heldigvis er nedskrevet i stor træk på siden her….og hvad var så det største. Uden tvivl MTB turen i det nordlige Vietnam. Det var livet her og nu set fra en cykelsadel, og den tætte kontakt til minoriteterne. Alle andre ting har også været stort, men cykelturen var dog bare så meget mere intens og over mange flere dage…og så var det jo hårdt arbejde.
Tak til Mette og Leif for mange gode rejsedage sammen.
Tak til alle Jer der har fulgt med på siden her. Det har været en fornøjelse at skrive og samtidig vide at det er blevet set/læst. Over 10.000 klik på www.jesper65.dk Super tak for det….og endelig tak til familien og min arbejdsgiver, der har ladet mig rejse.
Containerskibet Grete MÆRSK, indregistret i Danmark og bygget i 2005 på Lindøværftet i Odense, lagde her i nat til i Saigon på CMIT terminalen for at losse og laste containere. Ialt 2200 løft skulle klares i løbet af godt 1 døgn. Jeg var med terminalen’s indlejede speedbåd her kl 07.00 sammen med personalet og selvfølgelig Michael, som skulle arbejde derude idag. Kl. ca. 8.45 sejlede vi ind til terminalen og ganske rigtigt det 367 meter lange og 42 meter brede skib var i fuld gang med at blive lastet/losset. Stemningen blandt personalet var spændt, idet man for første gang skulle håndtere et skib med alle 5 kraner. Nr. 5 var knapt færdiginstalleret, da jeg var her for 3 uger siden. Alt forløb fint, faktisk så godt at netop kran nr. 5 og dennes “chauffør” klarede godt 34 løft i timen, hvilket er ganske flot. Faktisk kunne lastbilerne knapt følge med. Én kran kræver 5-6 lastbiler for at den ikke bremses i dens virke. At gå oppe på Kran 5 i 65 meters højde, imens den arbejdede var spændende.
Michael sørgede for vi lige kunne komme en tur på kommandobroen samt i maskinen på Grete MÆRSK. Vi var heldige at får en lille rundviskning af overstyrmanden. Grete skal videre til Kina og Hong Kong og slutte af i Los Angeles i begyndelsen af april måned, altså om godt 3 uger.
Fin dag i selskab med Michael, som jeg sagde pænt farvel til på terminalen. Hans chauffør bragte mig tilbage til Saigon. Turen herovre slutter ganske snart og jeg skal med et fly via Hong Kong og London til København her tirsdag aften.
Tak for husly og rundvisning til dig Michael. Vi ses.
12-03-2012
Landminer
Siem Reap er en by i rivende udvikling, idet turismen accellerer pga. Angkor. Ny international lufthavn og flere hoteller end huse og udviklingen stopper nok ikke her. Angkor tiltrækker flere og flere hvert år.
Noget der er brændt ind på nethinden, er de mange landmineofre. De gør alt for at tjene lidt ved f.eks. templerne. Mange steder sidder disse, oftes mænd, med manglende lemmer. Enten foden, dele af benet, hele benet eller begge ben, og spiller musik og håber på lidt forstående turister.
Cambodia er det land med 4. flest landminer (anslået op imod 10 millioner). Hver dag sprænger op til 12 landminer dagligt verden over; i Cambodia er det ca 2 om dagen. Man vil først være færdig med at rydde op om 1000 år. Problemet er at områder med oversvømmelser skal finkæmmes igen og
igen efter hver oversvømmelse. Phnom Penh og Siem Reap er blevet erklæret fri for landminer.
Afslutningen på tempelsightseeingen foretog vi med en tur kl. 05 om morgenen ud for at se solopgangen. Et skydække hindrede dog at det blev den ventede oplevelse. Tilgengæld var oplevelsen bare at være dér blandt hundrede af turister samlet opkring en lille sø med udsigt til Angkor Wat endog større.
Jeg sagde farvel til Mette og Leif, idet deres hjemtur er fra Siem Reap via Singapore til København.
Jeg satte mig på et Cambodia Angkor AIR fly og fløj de 50 minutter tilbage til Saigon i Vietnam for at bo hos Michael Them Rasmussen.
Siden franskmændene opdagede Angkor i begyndelsen af 1900-tallet påbegyndte en restaurering af de noget forladte og nedbrudte templer. Junglens træer havde sat sit præg og nogle kunne bare ikke genopbygges. Selve restaureringen foregår stadig. De templer og landsbyer man foreløbig har fundet i junglen dækker godt 1000 km2, og det er meget, når man snakker religiøse templer.The Mayan of Tikal i Guatamala, der har lignende templer dækker et sted imellem 100 og 150 km2!
At selve restaureringen tager tid så vi ekslempel på idag på en 7 timer lang tur rundt til Angkor Wat (det største alle 1100 x1100 meter på hver led) samt den største samlet by Angkor Thom. Baphuon Templet i Angkor Thom blev “skilt ad” på et tidspunkt og der blev lavet optegnelser af alt. Desværre blev alt papirmateriale destrueret under Pol Pot Regiemet fra 1975-1979 og og idag står man med verdens største puslespil med 300.000 brikker der fylder et arealt på 10000 m2 og har intet at kigge efter.
En spændende dag, der her til aften sluttede af med fiske-fod-massage. Vildt populært i Siem Reap nede i turistgaden Pub Street. Meget sjovt at prøve.
Kvindernes dag i Cambodja er officiel helligdag, skolerne er lukket og kvinderne “slapper af”. Dog langt fra dem som er i turisterhvervet, som er det helt store her i Siem Reap. Angkor templerne ligger kun 6,5 km fra byen og nogle ligger 50 km væk. Turisterne bruger dog Siem Reap som afsats til dette arkæologiske vidunder, som er verdens største religøse bygningsværker. Ligger blandt top 10 (tror jeg) på UNESCOWorld of Heritage liste. Disse enorme templerer bygget for omkirng 1000 år siden. Nogle i sandsten (transporteret 50 km herfra) og nogle i vulkansk lava-sten (15 km herfra). Ikke nok med at transporten har været en fantastisk logistisktisk opgave, så er de mange templer alle bygget i tæt regnskov og jungle.
Efter de følelsesbetonede oplevelser igår var jeg klar til at drage videre fra hovedstaden Phnom Penh. En interessant by, hvor man nemt kunne se kongen boede. Såsnart man kom ud af byen begyndte fattigdommen igen at vise sig. Jeg vil næsten sige mere fattigt end Vietnam. Man er dog ikke i tvivl om markedsøkonomien blomster her til forskel fra Vietnams planøkonomi. Der er mange flere biler her. Nogle af den dyre slags, også set med DK-øjne, men så sandelig også skramlekasser af værste rang.
Jeg valgte at fortsætte med at sejle, som jeg gjorde fra Mekong Deltaet og til Phnom Penh. Jeg er stadig en rejsedag foran Mette og Leif, men vi mødes da i byerne alligevel. De næste dage i Siem Reap skal vi bo på samme hotel.
Jeg er landet med endnu en hurtigsejlende båd (samme udseende som den forrige båd, blot 3 gange større, med plads til 100 personer) i som sagt byen Siem Reap, efter at have sejlet 6:30 timer og tilbagelagt godt 300 km på floden Tonlé Sap (biflod af Mekong River) og ferskvandssøen med samme navn. Søen er her i den tørre periode 2.500 km2 stor og max dybde er 2,2 meter. I regntiden, hvor Mekong River får tilført meget vand fra bjergene og Deltaet ikke kan modtage mængden af vand, bliver flodvandet presset tilbage ad f.eks. Tonlé Sap floden og danner dermed en endnu større sø, nemlig 13.300 km2 (1/3 del af Danmarks areal) og en max dybde på 10 meter! Noget af en forskel og derfor at man bor i husbåde op husene er bygget på de høje pæle! Søen er under disse omstændigheder meget frodig og massevis af fisk- og fugleliv præger den. Går for at være en af de aller frodigste ferskvandssøer i hele verden. Samtidig er den også den største i hele Sydøstasien. På et tidspunkt kunne jeg da heller ikke se land nogle steder. Fra den primitive havn (landgang) var der lige en tur på 15 km i Tuk Tuk.
Den sidste del af sejlturen gik af en meget smal flod for den store båd og et par gange skrabede den vist også lige bunden. På dette stykke flod boede der meget meget fattige folk. Distriktet, hvor Siam Reap ligger, er også det fattigeste i Cambodja….og her er bare varmt, 36 gr og sille luft. Har valgt luksushotel med swimmingpool.
Dagens rute med båd fra Phnom Penh til Siem Reap (300 km), 6:30 timer:
Kingdom of Cambodia, Khmer Republic, Democratic Kampuchea og Peoples Republic
of Kampuchea. Siden 1953 og frem til 1993 har landet heddet disse navne. Pol Pot
og Khmer Rouge (De Røde Khmer) er nok navne, man har hørt omtalt og for nogen,
stadig kan huske.
April 1975 til januar 1979 styrede kommunistpartiet med Pol Pot i spidsen. Democratic Kampuchea med meget meget hård hånd. I de knapt 4 år nåede regimet at slagte næsten 3.000.000 mennesker ud af en befolkning på 8.000.000! ….ved hjælp af tortur af uskyldige mennesker, slaveri og henhettelser. Havde man fra regiemet side den mindste mistanke og et eller andet så slog man folk ihjel og
det fra over 325 “killings fields”. Disse lejre var fuldstændig hemmelige, så folke anede ikke hvor de blev ført hen og hvad de kom ud for. Det var meget af overklassen der forsvandt dengang; noget man lider under den dag idag i Cambodja. S21 Tuol Sleng (torturfængsel) midt i Phnom Penh står den dag idag, som det blev forladt….en meget skræmmende oplevelse at se. Duch som i perioden var fængselsdirektør er først lige (i begyndelsen af februat 2012) blevet dømt livsvarigt fængsel. Pol Pot døde i 1998 året efter han blev pågrebet – han blev aldrig dømt. Endnu mangler 4 personer fra rædslernes periode 75-79 at få deres dom. Jeg tror personligt at
man er bange for at endnu en borgerkrig skal blusse op igen, derfor denne langsommelige rettergang. For mange mennesker var indblandet dengang. Folk dræbte deres egne. I det hele taget var der ikke rigtig nogle af de vestlige lande der var opmærksomme
på De Røde Khmers tilstedeværelse efter at Vietnam i 1979 befriede landet for et af de væreste regimer verden har oplevet, og indsatte en ny regering. Khmerne fortsatte deres virke i mange år efter i junglen ind imod Thailand. Trods deres hårdhændede frembrusen og diktatoriske indstilling fik De Røde Khmer en plads
i FN i 1993!!! Idag er de stadig ved grænsen, dog bare med andre uniformer, altså regeringens militær. Det blev en meget stærk følelsesmæssige dag af oplevelserne på S21 fængslet og Choeung Ek (The Killing Fields) 15 km udenfor Phnom Penh.
Puha.
Phnom Penh er største by i Cambodja med over 2.200.000 indbyggere. Udover de mange mennesker huser byen også kongepaladset og selvfølgelig kongen. Byens opbygning er meget mere strukturet i form af brede og nummerede veje. Især omkring paladset er der ganske pænt. Som på Amalienborg ligger boligen også ud til vandet (Mekong Floden) med et haveanlæg imellem. Helt anderledes by i forhold til Vietnam. Meget mere vestlig præget og især franskmændene har som mange andre steder i Asien sat sit præg på bygningsværkerne. Phnom Penh har altid været kaldt Pearl of Asia (Asien’s perle).
Jeg bor på The Mad Monkey Hostel. 3 australiere ejer stedet, og lidt i stil med Streets Restaurant i Hoi An, så er personalet gadebørn, der bliver lært op inden for denne branche (Hotel, hostel, Restaurant etc.). Der er godt nok god service fra de 5-7 piger/drenge, der hele tiden opvarter dig i bar/restauranten/hostellet med de ting der følger med. Selv på gaden uden for The Mad Monkey holder hele dagen 3-5 tuk tuk’er klar med faste priser på hvorhen i byen du vil. Også disse fyre er større gadedrenge, der er under oplæring. De 3 australske ejere deltager lidt i det daglige med deres tilstedeværelse i baggrunden på skift.
04-03-2012
Min blog ændre navn efter en 6 timer lang sejltur med en 25 personers speedbåd opad Mekong River fra den vietnamnesiske by Chau Doc i Mekong Deltaet. Er nu landet i hovedstaden Phnom Penh i Khmernes land Cambodja.
Verdens 12. længste flod, Mekong River med sit udspring højt oppe i Tibet, har sit udløb i Det Sydkinesiske Hav. Sådan et udløb giver et kæmpe flod-delta pga. alle de mange bifloder, der åbner sig op. Mekong Delta’et i Vietnam har størelse næsten som Danmark. Over 18 millioner mennesker bor i byerne på land, i både og på husbåde. Hvor meget vand her er afhænger af årstiden, men oversvømmelser er ikke unormalt. Det ændrede klima vil få store konsekvenser for sådan et delta, idet meget land vil forsvinde (helt op til 51 %), såfremt verdenshavene stiger blot 1 meter. Ris og fisk er de helt store indtægtskilder. Halvdelen af Vietnams ris-produktion kommer herfra deltaet (og Vietnam er næststørste producent i verdenen efter Thailand). Fisk (især Basa, en art havkat) farmes i deltaet, men i dambrug. Overfiskning har ændret det fra de naturlige ferskvandsfisk til disse “burhøns”. Krokodiller er her heller ikke mere.
Med egne øjne og næse sansede jeg dette fantastiske leben et sådan floddelta ér fra byen
Chau Doc lige ved grænsen ind til Cambodia. Det var hér, den ægte vare var. Byen
overrendes ikke af turister. De fleste har kun én enkelt overnatning her før det
går videre til og fra Cambodia versus Vietnam. Det ligger for langt væk fra
hovedstæderne Saigon og Phnom Penh til folk nemt kan tage hertil.
Husbåde, huse langs bredderne på tynde pinde i op til 10 meters højde, handel med frugt,
grønt, fisk, ja alt handles imellem bådene, især om morgenen, ris der transporteres i
overlæssede pramme, flydende fiskedambrug med dertil egen produktion af fiskefoder.
Ingen veje kun floderne. Der er garanteret folk, der aldrig sætter sine ben på fast jord.
5 nætter på Phu Quoc og nogle afslappende dage er fortid og rejsen går tilbage til fastlandet. Mette og Leif valgte at tage fly til byen Can Tho midt i Mekong Deltaet. Min tidsplan gør, at jeg må være én dag foran dem, så jeg startede dagen tidligt med en rystetur ombord på Superdong 3 (Hydrofoil båd) i 2,5 time (120 km) over Gulf of Thailand.Herefter en meget lokal bus i 3,5 time (115 km) til byen Chau Doc, ligeledes i Mekong Deltaet og en flodbredde fra den cambodianske grænse.
Dagens rejserute på kort: http://g.co/maps/9e3dz
Åbentbart en regnfuld nat med torden og lyn – ikke noget jeg hørte. Kl. 7.45 satte jeg min Yamaha 135cc i gear og kørte hen til Leif og Mette, som stod klar med deres
MC’ere af samme slags. Regnen betød, at de røde jordveje ikke var så støvede at køre på de første par timer. Set med Falster-øjne (se tidligere indlæg om sammenligningen Phu Quoc og Falster fra 28-02-2012), kørte vi turen Nykøbing F., Nr. Alslev, Orehoved og så hele vejen herfra langs kysten til Nykøbing F. På Phu Quoc blev det til 80 km fordelt over 9 timer.
Peber gror her virkeligt. Lidt tilfældigt kom vi ud til en lille familie og deres lille hyggelige hus gemt imellem træer og væk fra vejen (omkring Gunslev). Manden fik ved hjælp af tegnsprog fortalt os, at vi var velkommende. På en reol på terrassen stod nogle store
syltetøjsglas med slanger og andet kryb. Selvfølgelig døde og i væske. Det var lige før kæden hoppede af for Mette, da manden fik forklaret, at det var fra skoven og plantagen bag huset. Alligevel kørte vi derom med manden bag os. Han viste os sin peberplantage
og et par damer, der gik og plukkede peberet. Tilbage ved huset fik vi lov at sidde på terrassen og lege med hans et-årige barnebarn. Megen gæstfrihed skal man lede længe efter.
Rundturen bragte os igennem noget af den tætte skov (70% af Phu Quoc er Nationalpark og højeste punkt er 683 m.o.h) der dækker det meste af nord. Vi mødte stortset ingen turister, biler eller andre MC’ere på vor tur og det meste forgik på rød jordvej. Massevis af hvid strand på den højre side af vejen ned langs kysten og fattige fiskerboligere på venstre side. Et enkelt stop ude ved nogle perlefiskere, også meget fattige, men med en bounty- strand som baghave, men desværre med meget affald liggende og flyde.
Flot tur og hvad der “bare” skulle være en halv dag på motorcykel, blev til en hel dag fuld af nye oplevelser…..og det inden Phuket-tiden begynder!!! Tænk, vi følte 100%. at vi havde hele denne del af øen for os selv.
29-02-2012
Lidt opfølgning på gårsdagens skriveri om udviklingen på Phu Quoc. På det vejstykke på de 5 km, hvor der er asfalt på, der hvor hotellerne ligger, er der på modsatte side af hotellerne massevis af restauranter/gadekøkkener. Når man sidder en aften som i aften og nyder en is-dessert og der så piler en kæmperotte ind igennem køkkenet på den modsatte side af vejen eller på vej hjem i taxa ligger et par fede klepperter ramt af biler tidligere på aftenen på samme vejstrækning, så har man nok noget der skal tages fat i her.
Generelt har der været mange rotter rundt om i Vietnam, mest synligt fra Húe (midten af Vietnam) og så sydover. I Húe løb de rundt på gesimserne om aften, så der gjaldt det bare om at have lvinduerne lukket. I Nha Trang sad jeg en aften på en trappe ind til hotellet og skrev på computeren, da én løb lige forbi mig og ud i køkkenet. Jeg forsøgte at forklare dette til receptionisten….men, jeg kunne ikke forklare ham det…eller måske han ikke ville forstå det! Desværre havde jeg nået at rate hotellet positivt på nettet.
Bai Sao stranden på selve Phu Quoc, svarer til Gedesby’s beliggenhed på Falster.
Hvid, rød og sort peber, næsten 50 % af verdens produktion kommer fra Vietnam og den største del fra netop Phu Quoc. Læser man på forskellige hjemmesider, ser man at, verdens bedste peber laves i det sydlige Cambodia og på Phu Quoc. Det er pr. tradition samt det rigtige klima og den næringsholdige jord.
Øen er ved nærmere eftersyn næsten identisk med Falster af form og også af størrelse. Falster er 514 km2 og Phu Quoc 574 km2. På Falster bor ca. 43000 indbyggere og på Phu Quoc ca. 110.000. Der er 2 byer på øen, den største by har 43000 indbyggere og ligger nøjagtig som Nykøbing gør på Falster. Næststørste ligger som Gedser på Falster. De 2 byer stinker af fisk og der er så meget fattigdom, det meste ligner slum. Ca. 60 % af befolkningen (over 60.000!!!) har noget med fiskeri at gøre. Især bliver her lavet meget fiskesauce.
Men, men udviklingen er igang på godt og ondt. Fra Nykøbing-punktet og 5 km sydpå, altså ude i Hasselø et sted ligger et 4-stjernet Resort (der bor Mette og Leif). Det er nok noget af det dyreste endnu, men et par nye steder på denne 5 km strækning er igang i form af Resorts med bungalows. Ellers er der masser af andre misligeholdte hoteller/bungalow, idet det vietnamnesiske folk altid har brugt øen flittigt.
På strækningen fra de 5 km og videre til det sydligste (Gedser), godt 22 km, har regeringen købt jorden og videresolgt til udenlandske investorer med henblik på hoteller. Folk bor der stadig i deres skure, men meget er begyndt at blive revet ned. Folk har modtaget deres penge. Vejen på strækningen var jordvej og dé der har elektricitet, får det fra generatorer (det gælder hele Phu Quoc), så der er lang vej endnu. For 5 år siden byggede man nr. 2 lufthavn til fly af størrelse 747!!…men tilladelserne er ikke faldet på plads endnu….og det er infrastrukturen overhovedet heller ikke.
En anden sjov ting. I “Gedser” som lignede slum og ingen asfalt på vejene, og så den her stank af fisk, og en havn der størrelsesmæssigt, ja, minder om Gedser, men med 100-vis af vrag af fiskebåde. Mit på havnen var man ved at bygge en stor bygning, et ankomstcenter for internationale krydstogtskibe??? Fuldstændig ud af propationer, virker meget urationelt.
Nå, men vi var i “Gedser” idag for at sejle ud på en snorkeltur til nogle af de 21 øer der ligger syd herfor. Der var nogle rigtig gode spots for farverige koraler og massevis af farverige fisk. Et af de bedre steder, jeg har snorklet på. Besøg på et par bountystrande blev der også tid til Vandet var 27′.
Jeg har valgt et 1-stjernet sted at bo. Ikke luksus men lige på stranden og hyggeligt. Det svare nok til slutningen af Hasselø ved Væggerløse.
26-02-2012
Én enkelt dag mere i Saigon blev det til. inden det var tid til at tage videre. Sidstedagen blev brugt til sightseeing til fods. Selvom byen er større end Hanoi, så føles den mere rar at være i. Trafikken er massiv, men gaderne er væsentlig bredere. Desuden er der flere steder, hvor de 2-hjulede ikke må bruge fortovene som p-plads, ej heller til gadekøkkener.
Sidste gøremål var et frisørbesøg. En klipning med vask, hovedbundsmassage og tørring…og ikke mindst en lørdag aften kl. 21.30. Prisen var så lav som kr. 24,00!
Phu Quoc, Vietnam’s størte ø (50km nord-syd, 25km øst-vest), ca. 50km fra det nærmeste vietnamnesiske hovedland, men kun 12 km syd for Cambodia’s hovedland. Altså en ø der har været slagsmål om tidligere. Nu hører den til Vietnam. Nogle siger Vietnam’s svar på Thailands Pukét for 40 år siden, inden turisterne rigtig opdagede den.
Mette, leif og jeg fløj søndag morgen med Vietnam Airlines i et 2-motoret ATR-72 turbopropel fly med plads til omkring 60 personer. Fra Saigon tog det 50 minutter. Til sammenligning ville en taxa-bus-båd-taxa have taget godt 9-10 timer….flybillettens pris var USD 60,00 (kr. 360,00), så der skulle ikke megen overtalelse til. En lille ferie i ferien på denne strandperle var begyndt – 31′ og sol.
Lille detalje, som ofte sker for mig, når jeg er ude. Havde været her i 120 minutter og gik for mig selv på den hvide sandstrand med kun få mennesker og Dirk (sælger) fra raaco (Annette’s arbejdskollega) kommer gående imod mig med sin familie. Endnu engang: small world.
A.P. Møller, Maersk, Maersk Line, APM Terminals, you name it. Jeg har det sådan, når man som dansker rejser rundt i verden og ser en container med skriften MAERSK, så bliver man et eller andet sted lidt stolt. I de 48 byer rundt om på kloden hvor der ligger en APM containerterminal, er der også megen trafik på vejene omkring havnen af netop disse containere fragtet på lastbiler. På indfaldsvejen til Saigon igår med bussen, var det heller ingen undtagelse. Ca. 2 1/2 times kørsel i bil fra centrum ligger et kæmpemæssigt sump- og mangroveområde. For nøjagtig 374 dage siden åbnede APM Terminals (49%) i samarbejde med Saigon Port og Vinalines (51%, ejet af henholdsvis af forsvarsministeriet og regeringskontoret (staten( i Vietnam) CMIT i dette område, Cai Mep.
Siden 2007 har man opbygget denne super containerterminal med en sydkoreansk entreprenør som udførende. På dette sump- og mangrove område har man til de 48 hektar land, brugt 3,5 millioner m3 sand (svarende til 9 mtr sand) samt piloteret i 70 meters dybde! Man har håndlagt 350.000 m2 belægningssten (udført af kvinder siddende på hug iført kinesisk hat). Man er nu ved at opstille containerkran nr. 5; koster 7-10 mill. dollars pr.stk. Kranerne er 65 meter høje. Ved første skib’s anløb lastede og lossede man med en hastighed pr. kran på 11 løft pr. 1 time. Idag, efter oplæring af folk og indkøring løftes 32 stk i timen, svarende til ca. 1 stk container pr. 2 minutter!!!
Da man indgik aftalen med Vinalines og Saigon Port om bygningen af denne terminal, lovede man (regeringen) at lukke flere af de gamle og urentable containerterminaler i imod byen.Dette er pt. endnu ikke sket!! Faktisk har man stikmodsat bygget endnu endnu en terminal derinde. Dvs CMIT mangler containere til udskibning i et forvejen presset marked, men man er fortrøstningsfulde. Samtidig har regeringen også været meget langsom med udbygningen af vejnettet ud til området. Faktisk var der ingen vej derud i begyndelsen, hvilket betød at alle byggematerialer blev sejlet der ud.
Michael Them Rasmuusen med rødder i Sundby ved Nykøbing F. og en god ven fra Handelsskoltiden har haft en meget stor andel i tilrettelæggelsen og opbygningen af denne terminal. Han er først lige for få måneder siden blevet erstattet på posten som øverste ansvarlig for terminalen og farer istedet rundt for at finde nye egnede områder i Asien (lige nu Indonesien) til yderligere udbygning af terminalnettet.
Mette, Leif og jeg var heldige at få en rundvisning på området og var oppe på en af de 65 meter høje kraner. Desværre var der ingen skibe i havn idag, så der var lidt stille. En kørertur ud på 2 1/2 time i bil til terminalen fra Distrikt 1 i Saigon og så 1,5 times sejllads i speedbåd på Mekong Floden igennem mangrove hjem kl 17.00 med 46 km/t sammen med flere af de øvrige medarbejdere.
Interessant dag, og tak til dig Michael, og tak for en middag på Ciao Bella restauranten; noget af det bedste italienske mad man kan forestille sig. Tak.
Vietnam’s største by Ho Chi Minh City (på Vietnamnesisk Thánh Phò Hó Chi Minh) er ikke hovedstad. Det er Hanoi. Men i perioden 1954-1976 var den dét for Sydvietnam og det med navnet Saigon (på vietnamnesisk Sái Gón).Navnet Saigon stammer helt tilbage fra 1698, men har undervejs frem til 1954 skiftet navn nogle gange.
I april 1975 var amerikanerne på vej ud af Vietnam, efter Vietnamkrigen, samtidig med Saigon var under kraftig angreb fra Nordvietnam. Det var en ulige kamp og Nordvietnam sejrede klart. Amerikanerne satte den største helekopterbårende evakuering igang nogensinde i form af operation Frequent Wind og Operation Babylift under dette angreb.
Saigon’s fald var samtidig befrielsen af Saigon,set med Nordvietnam’s øjne. I 1976, da nord og syd blev forenet til ét Vietnam, og Hanoi blev landets hovedstad, blev Saigon omdøbt til Ho Chi Minh City efter Nordvietnam’s landsfader Ho Chi Minh, som en slags hyldest. Mange vietnamnesere kalder dog stadig byen Saigon, især dem fra syd. Byen er idag delt op i distrikter med numre. Distrikt 1 hedder stadig Saigon. Alle byens gader har også skiftet de franske navne (fra Frankrigs tid her) ud til vietnamnesiske.
Hvis man husker musicalen Miss Saigon fra 1989, så handlede den i det ydre handler om prostitution. Netop prostitutionen her er skabt som følge af amerikanernes 2 luftbaser, der blev bygget under Vietnamkrigen her i Saigon og deraf mange købelystne soldater.
Vi (Mette, Leif og jeg) er idag ankommet til denne by, som har mere end 10 millioner indbyggere. Turen fra det rolige Dá Lat i højlandet og herned i en varmegryden (32gr) samt en larm uden lige, tog 7:30 timer med bus (295 km). Vi har bosat os netop i distrikt 1.
Byen Dá Lat i højlandet i det sydlige Vietnam er stedet, hvor kaffebønnerne gror. Siden
midt 90’erne har mange bønder omstillet produktionen af grønsager og frugt til kaffebønner.
Vietnam er idag verdens næststørste producent af kaffe efter Brasilien og priserne på
bønnerne er indbringende for de ellers fattige bønder. Dog er de meget afhængige af
brasilianerne’s priser.
På en motorcykeltur idag på 11 timer og 104 tilbagelagte kilometer fik jeg og mine 2 rejsefæller en meget spændende tur. Med os havde vi Rot, som kommer fra en lille landsby 50 km fra Dá Lat. Han kunne hurtigt beskrives om Vietnam’s svar på Ole Henriksen af væremåde og så gav han en guidet tur rundt til forskellige ting: silkespinderi,
græshoppefarm (vi smagte græshopper!), vandfald, marked (fødevare), kaffeplantage, hans eget hjem, frokost hos hans søster…hun var buddistisk nonne og vegetar, etnisk minoritets (Cil, en undergruppe af K’ho) hjem, champignonfarm…og det på en måde
som ikke findes magen til. Det var hans tur, hans hjem og ikke for andre turister. Han talte landsbyen’s sprog, som er meget forskelligt fra vietnamnesisk. Vi fik oplevelser, som kun meget få får lov til, og det var oplevelser, som andre får på 3 uger.
Vi kom helt ind under huden på 4 kvindelige famliemedlemmer i den fattige Cil stamme i deres hjem (20 m2 skur med gulv af jord). vi var der i over halvanden time, hvor Rot talte med dem og os, fortalte om deres kultur, som bl.a. består af flerkoneri, giftemål imellem kusiner og fætre, børn der fødes på gulvene af jord uden hjælp, kun kvindes selv, hvor navlestrengen skære af et stykke bambus, hvor den ældste af kvinderne på 92 år stadig var i marken, hvor byens ældste på 114 år lige er død, men som var i marken som 113 årig!, hvor børn handles til fremtidige giftemål, og der kan pruttes om prisen, der
handles eksempelvis i køer…osv osv. Det var for vildt!
Ovenpå alle disse indtryk kom oplevelsen af at være én af de her motorcykelister, jeg har skrevet så meget om. Det var en stor ting at prøve at køre motorcykel selv og så i Vietnam. Det forgik i bjerge, blandt rismarker, i landsbyer,i storbyen Dá Lat på større hovedveje, blandt fulde forgængere og fulde motorcykelister…
Sikke en dag.
Ordet motorcykler er nævnt mange gange og sikkert heller ikke for sidste gang. Dem er der også mange af i byen Dá Lat (1489 m.o.h.)….men men, motionister med jogging-tøj og lokale der går tur for fornøjelsens skyld og ikke for at tjene penge, sælge eller bare overleve. Nej, sådan rigtig motion i form af gå tur, jogging eller løb. Det var hvad øjet synede idag. Byen har en sø med form som en boomerrang . Fortov hele vejen rundt på 7 km, som Mette, Leif og jeg gik rundt om. Turen op til denne bjergby tog 3:30 timer fra Nha Trang – i bus!!!…iøvrigt over et bjergpas på 1736 meter. Dá Lat er bl.a. vin-producerende, og stort set hele Vietnam’s forbrug af blomster kommer herfra. Drivhus på drivhus poppede op på vej til byen.
19-02-2012
Konstrasterne i Vietnam er store. Rig og fattig. Antallet af rige er ikke stort (men de er dér; det vidner store biler om). Tilgengæld er antallet af fattige meget stort. Middelklassen er der stortset ikke. I forgårs tog jeg en lille afstikker til byen Quy Nhon 10 km fra stationen Dieu Tri. Det var pæn stor by (260.000 indbyggere). Der var pæn strand, men den var absolut ikke indbydende. Der var kolde hotelbygninger og kun vietnamnesere. Et par enkelte backpackere på ét eneste decideret hostel. Meget ucharmerende by, men stranden var dér, bare ingen udenlandske turister.
Byen Nha Trang, de 4 timers togtur sydpå (215 km), havde den samme slags strand. Byens indbyggertal var en anelse større (325.000), men stranden var bare så meget mere
indbydende, da omgivelserne med grønne områder, en strandpromonade, ingen affald, der lå om flød osv. Her var turisterne! Sikke en forskel.
Sheraton åbnede deres 30 etager høje hotel i 2008 og et par stykker mere af samme kaliber (Crowne Plaza), er på vej. Det er den nye strand- og partyby på denne østlige kyst af Vietnam. Det er først lige begyndt.
Leif, Mette og jeg gik på Altitude Bar på 28. etage af Sheraton (pt. højeste punkt i byen, ja i hele det mellemste af Vietnam) og fik fin udsigt over stranden og de kæmpe store bølger, som Det sydkinesiske Hav sendte ind.
Byen og Sheraton var præget af russere overalt. Der har lige været GM og Chervolet konference for russiske forhandlere på hotellet. Midt på dagen rendte de fulde rundtpå gader og cafeer. Flere sad åbenlyst og drak spiritus på bænke på promonaden. Sjovt og lidt uhyggeligt folkefærd!
højhastighedstog i samarbejde med Japan, men det er foreløbig blevet skrinlagt.Kvaliten af togvognene er meget svingende. Hard-seat er det væreste. Det får DSB’s gamle
vogne til at ligne spritnye!Er lige kommet frem til byen Nha Trang ude ved kysten godt 500 km nord for Saigon. Har kørt i tog de sidste par dage. Fra Hoi An (Da Nang) til Dieu Tri igår (6 timer) og Dieu Tri til Nha Trang idag (4 timer).
Hoi An byder på andet end alle sine skræddere og rolige gader. Man kan lige frem tage
kursus i Vietnamnesisk madlavning. Vietnamneserne laver meget anderledes mad end vores frikadeller og hakkebøffer. Meget er selvfølgelig baseret på ris eller risnudler, men
så sandelig også mange forskelligartede grøntsager og krydderier.
Mad er billigt på især de lokale udekøkkener ( suppe m/kylling og masser af blade etc. kan erhverves til omkring 5-10 kroner). På steder med turister stiger priserne, men stadig billigt set med vore øjne. Servicen og hygiejnen følger dog ikke altid med.
I Hoi An har et amerikansk ægtepar startet en restaurant for primært turister, men med gadebørn eller børn fra de fattige bjergområder, som personale. Først et 18 måneder langt uddannelsesforløb med primært engelsk og servicefagene tjener og kok, som ekstra fag inden de får deres praktiske forløb på denne restaurant i Hoi An. Navnet er Streets Restaurant Cafe. Efter endt praktik er de parate til 5-stjernede hoteller.
Faktastisk vietnamnesisk mad og service. Jeg vil tro, der var 12 16-20-årige piger klædt i ens tøj, orange polo-tshirt og sorte bukser i selve restauranten samt 6-8 piger/drenge i køkkenet udover det amerikanske ægtepar, som styrede dem. I restauranten kunne vel være 30 gæster.
For 2. dag i træk lejede vi en bil med chauffør. Idag for at sige farvel til Hué, som absolut har været en positiv oplevelse. Godt 4 timer sydover til en lille by med navnet Hoi An, stadig helt ud til kysten. Et bjergpas på godt 600 meter skulle passeres og vejret ændrede sig radikalt til sol og 26´. Den varmeste dag jeg hidtil har oplevet på turen. Byen Hoi An er kendt for alle sine skræddere (300-500 iflg. guide-bøgerne – og det er sku’ nok rigtigt!….men også kendt for sine gamle huse, som giver en hyggelig atmosfære. Samtidigt er hele den gamle bydels små stræder og gader lavet til gå- og cykelgader på visse tidspunkter af dagen – tænk en ro, der pludselig kan være; og man skal ikke hele tiden være opmærksom på motorcyklerne.
( 3 timer nord for Hué).
Èn krig man kan huske fra sin ungdom, er vel nok Vietnamkrigen. Ikke så meget da den foregik, men mere fra filmatiseringerne som eksempelvis The Killing Fields (en krig over grænsen til Cambodia) og ikke mindst The Deer Hunter.
USA var på Sydvietnam’s side imod det kommunistiske Nordvietnam. Amerikanerne gik aldrig over land til Nordvietnam, men bombarderede landet fra sine B52 fly med tæppebombninger og napalm. Således erklærede man altså ikke krig imod Nordvietnam, men hjalp kun Syd for at nedkæmpe kommunismen. Krigen varede fra 1959 til 1975 og over 5.000.000 vietnamneserer (flest civele) døde, mens amerikanernes tabstal endte med 58.000 soldater. Herudover de allieredes tab, som kommer udover samt tabene af folk i Laos og Cambodia, som også blev en del af krigen. Kommunismen vandt krigen og amerikanerne tabte.
Nord- og Sydvietnam blev delt i 1954 og således landet ikke skulle ende i borgerkrig. Befolkningen blev lovet valgt 2 år senere. Det blev dog annuleret fra Sydvietnamnesisk side. Forinden havde man som sagt delt landet i syd og nord, hvor Ben Hai floden på den 17. breddegrad, blev den fysiske grænse. 5 km på hver side af floden blev lavet et ingenmandsland – DeMilitaryZone – DMZ. Kun én bro forbandt de 2 nye lande.
En meget spændende oplevelse, at se denne bro og endda gå over den. Efterfulgt af besøg i noget af godt 2 km jordhuler nær kysten i DMZ – området; hulerne benævnes Vinh Moc Tunnels. På 20 måneder skabte folk , ca. 350 personer, disse beskyttelseshuler henholdsvis 15, 18 og 23 meter under jorden. I 5 år levede folk i disse huler af skræk for krigen og de amerikanske bombardementer, som var omkring 10.000 ton bomber pr. km2. Noget af det mest hidsige til dato på denne jord. Vi så masser af bombekraterer fra den tid. Det var en meget speciel oplevelse af få lov at gå nede i disse kun ca. 160 cm høje gange. Ingen understøtning, kun udgravet pr. håndkraft i det reneste lerjord. Der var fugtvarmt og kun meget lidt ilt, men nok til at overleve 5 år!!!!
Spændende dag…og en stor lyst til igen at se The Deer Hunter, da forståelsen for denne, måske er endnu bedre. Krigen er meget mere end det beskrevede; tænk på al den plantegift man smed over rismarker og jungle for bedre at kunne se fjenden. De spor, det satte, er stadig fysisk i jorden, og vil det være i mange generationer fremover!
13-02-2012
HUDA BEER.
Dansk islæt i byen Hué. I 1993 skød Danida og Tuborg penge i opstarten af et bryggeri her i Hué. HU = Hué, DA = Danmark HUDA. Det er et meget populært øl-mærke her. Idag producerer bryggeriet 200 mio liter/årligt og planen er indenfor 5 år at nå 350 mio liter/årligt. Carlsberg købte i november 2011 de sidste 50 % af aktiekapitalen af et regeringsejet selskab og ejer nu 100%. Når man fortæller de lokale her, at man er fra Danmark, så nævner de med det samme øl-mærket HUDA og fortæller, at det blev handlet for nylig.
Vietnam har været kongedømme nogle gange, den seneste konge gik i eksil i 1945 i Frankrig, hvor han levede til han døde i 1997. Men fra 1802 og frem til 1945 var her ikke mindre end 13 forskellige konger i dynastiet Nguyen. 7 af dem regererede her til deres død, mens resten blev sat af. Dog regererede de sidste med mindre magt, idet Frankrig overtog landet fra midt i 1800-tallet og frem til 1954. Kongerne levede som nogle herskere med masser af koner, konkubiner og megen magt.
Hué ligger lige midt i landet og den var kongebyen. Kongepaladset (Citadellet) ligger her
samt alle de tilhørende sommerpaladser ude langs de mange floder der der løber igennem byen. Mange af bygningsværkerne er i dårlig stand den dag idag. Nogle er aldrig blevet genopbygget efter de mange bombadamenter under bl.a. Vietnamkrigen (USA). Mange er ikke vedligeholdt.
Som gæster på Jade Hotel i byen følte vi os også som konger. På forhånd havde vi lavet en bookning og straks, som vor taxa kørte op foran hotellet, blev vi behandlet som konger. Sikke en fantastisk service og gæstfrihed her var…..og vi gav altså kun svarende til kr. 45,00 pp.
Vi lejede en båd, som viste sig at være hjemmet for en familie på 2 voksne og 3 børn. Vi blev sejlet rundt på “duftene’s flod” i 5 timer til forskellige sommerpaladser. Moderen var på markedet og købe grønsager mv. og tilberedte varm mad til os, mens vi sejlede rundt. Vi følte os igen som konger.
Selve Kongepaladset var enormt. Bare for at nævne den yderste ringmur omkring med tilhørende voldgrav. Muren alene er 10 km lang og 25 meter bred og 6 meter høj – bygget massivt i kun mursten, det er altså 1.000.000.000 (1 mia.) og det kun til ydermuren. Så kommer muren som omkredser inderpaladset; den er 2,50 km lang og næstenlige så tyk samt dertil andre bygninger, templer osv. Vildt enormt.
Jo, det var kongebyen, Hué.
Dette kendte mærke indenfor outdoor-tøj-branchen er hvermandseje her i Vietnam. Gad vide om det er fordi fabrikken ligger her i landet og nogen synes det er fedt at kopiere. Alt kan købes til 1/6-del af prisen i DK. At det er kopivarer fik vi tydeligt at se, da vi så Leif”s rygsæk i Hanoi lavet i helt andet materiale, men herudover fuldstændig identisk.
Krabi, Thailand har det, Guilin, Kina har det og Halong Bugten, Vietnam har det. Hvem er
pænest bag disen der? Kun den første har jeg set i klart vejr. De andre kun bag dis. Disse
limestones- (kalksten) klippeøer ligger spredt ud over et stort område i turkisblåt vand.
De rejser sig mange meter op over vandoverfladen i mange forskellige formationer. I Halong bugten er der mere end 3000 øer (Vietnamneserne siger dog kun omkring 2000. Helt præcist 1969 har de fået at vide, da alle kan huske Ho Chi Minh’s dødsår), smart ikk! Også selvom det ikke er sandheden!
Halong Bugten, som ligger 4 timers buskørsel øst for Hanoi, blev en stor oplevelse….også fordi jeg var mødtes med min søster Mette og Leif i Hanoi og vi sammen tog turen ud til dette UNESCO World of Heritage-beskyttede naturfænomen. Vi valgte en tur med 1 overnatning på båd og ligeså 1 overnatning på Cat Ba Island i bungalow i en lille landsby med navnet Viêt Hâi; langfra hovedbyen, hvor de fleste overnatter. Rigtig godt valg, da her var utroligt smukt og rart at være. Vi var kun 6 overnattende gæster denne nat. Fra landsbyen trekkede vi en eftermiddag til højeste punkt i 262 meter igennem regnskov, hvilket gav en rigtig god udsigt over ø-riget, som er mere end 4000km2 (Danmark er ca 43000 km2).
Jeg skal ikke gøre mig for dommer hvilken af de 3 nævnte steder, der er flottest. Halong
nåede vi ikke at se i klart vejr, ej heller har jeg set Guilin i klart vejr. Guidebøgerne
siger Halong….og så er de jo stolte over at kunne sige at James Bond 007-filmen
“Goldfinger” blev skudt her! Tænk, det hørte jeg også Thailænderne sige, at den blev ved
Krabi, mens jeg var dér. Hhhhmmmm, hvem skal man tro på?
Halong er absolut flot, også i dis.
07-02-2012
Den danske ambassade i Hanoi.
Inden afrejsen til Vietnam havde jeg tilmeldt mig “danskerlisten” på Udenrigsministeriets
hjemmeside. Når man står der, får man indbydelse til arrangementer på ambassaden. Den første tirsdag i hver måned holder man møde for danskere i Hanoi og Vietnam i det hele taget. Og det passede jo lige med idag,så hvorfor ikke prøve det.
Det var faktisk meget hyggeligt. Lige idag var der rigtig mange, idet University College Sjælland (UCSJ) havde en hel delegation på 35 studenter, som var i praktik på skoler og hospitaler herovre.Udover disse var her venner til ansatte i danske firmaer (der er 155 danske firmaer i Vietnam), turister som mig, ngo organisationer m.fl. Den nye danske Eu-ambassadør var lige startet i sit job her og derfor indbudt.
Jeg faldt i snak med Bjørn Jensen fra NGO organisationen ADDA (Agricultual Development Denmark Asia). Det pudsige var, at han arbejder med projekter på lige netop stammefolkene nordpå, som jeg netop har besøgt. Deres mission er at forbedre de fattige bønders indkomster ved at lære dem at dyrke deres afgrøder endnu bedre (man kan næsten øge det med 50%).
Jeg talte også med en praktikant (Lasse) fra ambassaden. Han fortalte, at man forventer, at Vietnam i år 2025 vil være det land i verden med hurtigst voksende økonomi. Man benævner Vietnam som “lille Kina”.Så venner, måske et hint til, hvor man skal sætte sine sparepenge….
Når man er på MTB tur, er der visse ting, man søger. Udfordringer. Adrenalin-sus. Kammeratskab. Tekniske svære spor. Flot natur. Det er til fulde blevet opfyldt over de sidste 9 dage. Men oven i alt dette var gevinsten, de kulturelle indtryk og følelsen af at være blandt de lokale. Sikke nogle modtagelser vi har fået, hvor end sporet har ført os forbi. Da jeg bookede denne tur for nogle måneder siden, havde jeg
slet ikke tænkt på det kulturelle aspekt, som fulgte med.
Det har været 9 dage udenfor almindelig civilisation, selv om vi som ryttere ikke har lidt nogen nød og fået den bedste service fra vor guide samt 1 chauffør til minibussen, som har fulgt med de steder, det var muligt, og 1 cykelmekanikker (tildligere ansat for det vietnamnesiske cykellandshold). Derudover har der været 2 forskellige følgemotorcykler med forplejninger på spor, hvor intet andet var muligt. Alligevel har indtrykkene sat sig godt fast. Man tænker ikke i sin almindelige hverdag på, hvordan nogle mennesker stadig lever. Jeg tror såmænd, de er lykkelige nok, da de ikke ved bedre, men dér er bare hele tiden dét men, at udviklingen går stærkt nu om dage (husk det jeg skrev om mobil tlf og youtube forleden). Man mærkede det,da man kom længere ned af bjergene, især de sidste 2 dage, hvilken forskel det gjorde. Biler blev tydeligt flere, og når de er der bliver vejene også flere.
Jeg er glad. Glad for at jeg nåede at se dette. Om 5 år har meget ændret sig i bjergene. Det går stærkere end det har gjort de sidste måske 1000 år.
Vores guide Dan gennem de over 400 tilbagelagte km og hans kendskab til de mange stammefolk (uddanner andre guider i kendskabet og taler selv 7 stammesprog udover vietnamnesisk og engelsk), gjorde det ekstraordinært nemt at komme i dialog med de lokale. Han var helt fantastisk.
Ikke mere om cykling i denne omgang – tror jeg.
8. cykkeldag. Dagen startede i Vinh Loc og derfra var det egentlig bare at følge floden Gam sydover. Det meste af turen var off road og førte os igennem sukkerrørsmarker, landsbyer og massevis af rismarker. Lige så mange sukkerrørsmarker der var, ligeså mange produktionssteder, var der også. Her kører man ikke sine afgrøder på den lokale sukkerfabrik. Istedet udvinder man selv sukkeret på sin egen “fabrik” under åben himmel.
En lille indskydelse på turen idag var, da vores guide Dan (Phan Van Dan) meget impulsivt stoppede i en lille landsby og endnu engang fik kontakten med de lokale med sit hyygelige gemyt. I løbet af et øjeblik var han igang med at spille kinesisk skak mod en lokal og 10 min. senere, efter at have tabt, var han på cyklen igen. Imellemtiden havde et par af de mange tilkommende og nysgerrige folk også fået lov at kigge på og fået en prøvetur på cyklerne. Altid er det meget nysgerrige overfor vores cykler. Altid sætter de sig på hug og kigger. De fleste synes dækkene er spændende med de mange knopper. Andre skal lige kigge på bagskifteren. Lidt sjovt.
Afslutningen i en lille landsby samlede da også op imod 50 mennesker i en kreds omkring os, heriblandt skoleelever, der ville øve deres meget dårlige engelskkundskaber. Så mens vores cykler blev rengjort og skilt ad, kunne vi 5 snakke, tage billeder og ikke mindst bare blive iagttaget af nysgerrige blikke. Vi følte os som helte.
…og så skinnede solen for første gang.
Dagens MTB :
total distance 38,80 km
effektiv tid 2:45 timer
højdemeter op 300 meter
højdemeter ned 350 meter
Efterhånden som dagene går på cykelturen fornemmer man hvor vigtigt arbejdet i markerne er. Det er spørgsmålet om overlevelse. Man ser dog flere af de unge mennesker går rundt med
mobiltelefoner, selv ude i de helt fattige områder. Ingen tvivl om det er en ændring i
hverdagen for mange og måske også for fremtiden. Computere med internet så vi også. Da vi spiste privat igår til frokost var de 2 sønner igang med at se film via Youtube! Forleden dag vi var på restaurant i byen Bâc Mê, kørte et fladskærms-tv i baggrunden med en eller anden film. Den var synkroniseret, men det var den samme kvindestemme, der kørte uanset om det var mænd eller kvinder der talte. Måske lidt kommunistisk indblanding??
Dagens 7. cykeldag bragte os fra byen Bâ Mê til Vinh Loc, stadig i den østlige del af
nord, men vi nærmer os igen den vestlige del, men nu bare sydpå ned imod Hanoi. De første 26 km idag bragte os igennem en dal med den ene rismark efter den anden og folk var flittige med at pløje enten med en ko som trækkraft eller en overdimensionet fræser med en bilmotor uden udstødning, som så trak en 1-fuget plov. Igen en dag med nysgerrige voksne især børn som stod og hilste på, når vi kørte forbi. Endog råber de efter deres venner for at de skal få fremmede at se. Man kan ikke tillade sig at sige man er træt af det, men efterhånden har man vinket og sagt “hello” og “goodbye” mindst 200 gange på sådan en dag.
Efter dagens 78 km var vi kommet ud af bjergene og kørte da også de sidste 8 km på et
stykke landevej med trafik iform af lidt lastbiler og busser og få personbiler. Vi var alle
enige om der havde været dejligt fredfuldt i bjergene, hvor det kun var de små motorcykler
vi skulle tage hensyn til.
Dagens MTB snak:
Total distance 77,17 km
Tid 7:15 timer
Eff. tid 5:00 timer
Højeste punkt 535 meter
Højdemeter op 450 meter
Højdemeter ned 300 meter
Dagens stejleste bakke var nok også den stejlest af alle på turen, da jeg for første
gang måtte gøre brug af det laveste gear.
Foregående dags sygdom var efter 24 timer forbedret og jeg havde fået noget af min kraft
tilbage, og kunne spise igen. Takket være Robert’s pille.
Vietnam har 88.000.000 indbyggere heraf er 17.000.000 stammefolk (etniske minoriteter).
Dagens 6. cykeldag fra byen Bâc Mê til Bâ Mê førte os igennem et område med hovedsagligt Tay-folket. De er den næststørste gruppe (ca. 1.000.000), mens Hmong-folket er næsten 1.600.000. Den almindelige befolkning, som altså består af godt 70.000.000, kaldes i daglig tale for Viet-folket.
Frokosten blev indtaget privat hos en Viet (en god bekendt af vores guide). Mange gange
er vi blevet budt vin til maden, også på lokale restauranter. Idag var ingen undtagelse. Man
skal bare vide at det er stærkt (over 40%) og lavet på majs.
Efter endt ridt idag (den mest afslappende), som iøvrigt bød på hele 2 ture med båd og
cykler, først 2 timer på en flod og herefter 1 time over en sø, blev vi indkvarteret på
Homestay (en form for Bed & Breakfast) hos en Tay-familie.
Som nævn fra slutpunkt idag Ba Be (en Nationalpark). Provinsen hedder nu Bac Can, stadig i det nordøstlige Vietnam, med mere sydover.
Udbreddelse af TAY-folket:
Dagens MTB snak:
Distance ialt 35 km
Effektiv tid 4:30 timer
1200 højdemeter op
1600 højdemeter ned
mest op og ned .
03-02-2012
Børn i arbejde.
feber. Så er det godt at være på et hold, hvor 3 ud af 5 er læger, da de helt sikkert har taget deres
forholdsregler. Robert (Tjekkiet) er nyrespcialist i IIllinois, Bret (USA) er kirug med speciale i by-pass operationer samme sted og Yorgen (Singapore) er Kræftforsker på Cleveland Clinic i Ohio. Således fik
var det hele vær. Således kom vi igennem de flotteste bjergformationer, og heldigvis med
nogenlunde sigtbarhed. Kun på toppene var det meget tåget. Det skal lige siges,at jeg har ikke set solen i så meget som 1 min i mine nu 10 dage i Vietnam. Igen mødte vi utrolig mange landsbyer og deraf også mange stammefolk, hovedsagligt Hmong-folket. En ting der var meget iøjefaldende, var alle de børn vi mødte undervejs, som arbejdede i markerne (terrasserne) og på bjergskråningerne. Pga nytåret har de stadig fri fra skole, men igen tvivl om, at når det bliver skoletid igen, så falder der nok noget arbejde af alligevel.Befinder os stadig i provinsen Há Giang og overnattede i Bâc Mê.MTB-snak:kun på off-road idag og på ca. 3 mtr brede veje. Vi mødte ikke én eneste bil på hele turen.
4,5 km opkørsel
7 km nedkørsel
10 km opkørsel
8 km nedkørseltotal distance 38,4 km
tid 6:00 timer
effektiv tid på cyklen 4:30 timerhøjdemeter op 1301 meter
højdemeter ned 1897 meter
Vietnam og Kina grænser op til hinanden og deres forhold har ikke altid været godt, før nu. Den sidste krig var så tæt på som fra årene 1979 til 1989! Faktisk åbnede man første grænsen op ved LaoCai (der hvor toget fra Hanoi har endestation) i 1993. Det er faktisk derfor, at jeg er i Vietnam nu, idet jeg på min rejse i Kina i nov/dec 1993 var ca. 500 km fra grænsen, og fik at vide i byen Kunming, at man ikke vidste om det var muligt at krydse grænsen. Derfor nåede jeg aldrig hertil før nu.
På 4. cykeldag var vi nød til at anskaffe os en tilladelse fra myndigheder, som gav os
lov til at cykle i grænseområdet, idet der kan være kontrol her. Bliver man stoppet uden at
besidde en tilladelse med angivelse af visum nr., pas nr., og evt. tilhørende indregi-
streringsnummer på følgebil, så koster det endnu flere penge end en tilladelse.
Sikkert endnu et kommunistisk trick!
Dagens etape blev kørt fra byen Há Giang, som faktisk deler nordøst- og nordvestvietnam,
og til Yen Minh via bjergpasset Quan Bá 1230 meter. Det var vildt tåget, så det var ikke
meget vi fik set af de ellers specielle bjergformationer, området byder på. Turen foregik
kun på asfalt idag. Biler er her ikke mange af; det er kun små motorcykler og scootere;
måske en enkelt lastbil, bus eller bil i ny og næ.
Dagens MTB snak:
Mest nedkørsler idag, da følgebussen tog os med op på et bjerg som start.
total distance 59 km
tid ialt 6:00 timer
effektiv tid 4:00 timer
højdemeter 1660 meter op
nedkørsler 1985 meter ned
højeste punkt 1230 meter.
3. cykeldag i det nordligste af Vietnam. Efterhånden lærer vi de mange stammer (etniske minoriteter) at kende, som dagene går. Dagen idag kunne vi endog sætte navne på, ud fra deres påklædning. Hele 5 forskellige (Dao, Tay, Clao, Hmong og Nung (se billede t.v.) mødte vi på dagens ridt. Ialt er der 54 forskellige stammer i Vietnam. Det var især på hele opkørselen af bjerget på det man kalder et single-trek, vi mødte de fleste. Mange var på markerne (terrasser på bjergsiderne) og dyrke deres majs og ris, som er det vigtigste her. Vi har nok mødt tæt på 50 landsbyer over de 18 km opkørslen varede.
På toppen i 1200 meter oplevede vi noget der gav stof til eftertanke. Helt heroppe var det tåget og det var ikke meget over 8 gr. Vi har inde hos en familie, dvs guiden gjorde vores frokost klar hos familien og vi spiste ude i tågen. Vi fik dog lov at at gå ind i træhytten (ikke engang brugeligt som skur i DK), som var helt tilrøget af et åbent ildsted. Det var ingen skorsten!!! I huset var udover moderen også hendes 9 måneder gamle baby. Vi fik at vide babyen var syg. Så var det også lige man tænkte: al den røg!!
Som tak for lån af huset gav vores guide resterne af vores mad, også det vi havde levnet i vores sølvpapir. Vores brugte papkrus fik hun også. Det her er fattigdom!!
MTB snak….
Rute fra byen Sú Phi til Há Giang med bl.a. følgende indhold
1 singletrek op på 18 km (1100 meter)
1 singletrek ned på 20 km (1100 meter)
1 stigning 480 højdemeter, 5 km lang (minder meget om Brocken, i Harzen),
herefter 7 km lang nedkørsel (det hel på asfalt)
Distance totalt idag 52 km
Total tid 8:00 timer
Vurdering: med 38 km single-trek er det svært andet end TOP-KARAKTER!
Effektiv tid 5:50 timer
Højdemeter op 1600 meter
Højdemeter ned 1650 meter
31-01-2012
Plant et træ.
Ingen tvivl om at kommunismen lever fint i Vietnam. Først blev vi vækket af høj dunnertale på højtaler i hele den lilie by. Det begyndte kl. 06.00 og varede 1 time. På 2. etape af “Trails of Tonkin Alpes Mountain Bike Tour” faldt der også tydeligt bevis herfor. Efter at have forladt hotellet i Bac Há og forceret en del af 1. stigning til 1300 mtr. blev det tydligt at alle i befolkningen skal plante træer på 2. dagen efter at det vietnamnesiske nytår er ovre. Nødvendigheden af at sikre de stejle skrænter er stor i området her, hvor der ofte er mudderskred. Folk bliver pålagt at udføre 2 timers frivlligt arbejde overværet og kontrolleret af politiet, som også deltager aktivt i selve plantearbejdet. Det var meget tåget, koldt, mudderet og alligvel arbejdede folk i sandaler, jakkesæt, mao-tøj, styrthjelme osv. Sjov oplevelse at overvære på turen opover, hvor der bare var folk bare hele vejen. Det blev dog først rigtig sjovt da Bret, USA og jeg ville tage nogle billeder af politiet i aktion. De inviterede os istedet fortil at være med; så hvorfor ikke….
Det blev igen en fantastisk oplevelsemæssig tur. Vi fik set endnu flere stammefolk idag. Især kvinder og børn i deres meget farverige tøj. Vi endte i byen Hoang Suphi idag.
Lidt MTB oplysninger:
Distance 75 km, 1600 højdemeter op, 2000 højdemeter ned, total tid 11:00 timer, effektiv tid 9:00 timer. Højeste punkt idag 1383 meter.
Et meget lang nedkørsel på 13 km med fald på 1000 mtr. … SUPER FED.
30-01-2012
Hello Hello
Især det nordlige Vietnam har mange stammer og stammefolk (altså folk med forskellige traditioner), og kendetegnet for dem er, at de er fattige og lever et arbejderliv i bjergene, hvor de også bor i simple træhytter, oftes uden gulv. De lever af deres afgrøder som f.eks er bambus, som bruges til rigtig mange ting : stilladser, hatte, kurve, gulve, spise, rør eller vandingskanaler osv osv. Kanel som bliver produceret af bladene fra kaneltræer? …sukkerør, grøntsager …. alt bliver hentet ned fra de bjergene pr. håndkraft til deres hytter, hvor tingene bliver forarbejdet. Alle i familien deltager. Man har køer og grise gående frit til egen mad og til gødning for afgrøderne. I disse bjergeegne er der meget ufremkomligt. Biler kan ikke kommer derop. Man kører på små motorcykler eller går.
Turister kommer her ikke….jo måske lige os idag. Under hele dagens tur på 7 timer (5,5 timer effektiv tid i sadlen) 43 km og 1200 højdemeter, blev vi modtaget med “Hello Hello” og en vinken uden lige. Helt fantastisk. Man glemte helt hvor hård dagen var samt det fugtige vejr pga. lavtliggende tåge. Temperaturen lå på ca. 10 gr.
Man kan vist ikke komme meget længere væk fra civilisationen. Væk fra turister, ja ud hvor livet er et hårdt og ubarmhjertigt slæb dag ud og dag ind året rundt. Nok kan de brokke sig, men så får de jo ingen mad.
Vi andre skal nok ikke brokke os i det daglige – vel!
God MTB oplevelse idag. 10 på en skala til 10….og det både for terrænet, men så sandelig også indtrykkene.
MTB data:
Total distance 43 km, 1200 højdemeter op, 500 højdemeter ned, totaltid : 7:00 timer Effektiv tid 5:30 timer.
Det er ikke hver dag man får lov at udøve et guidejob i en anden verdensdel. Det lykkedes dog idag. Jeg mødte 4 single-piger fra Sdr. Felding og Fanø, ja selveste vicekommunaldirektoeren for Fanø Kommune. 2 var på henholdsvis foertidspension og pension og de 2 øvrige yngrer, men ældre end jeg selv. De var lige landet her i Hanoi efter 10 dage i Thailand. Som jeg selv havde det første dag jeg var her, er man lidt konfus over den totalt anderledes kultur. Jeg kunne lige vise rundt i området, hvor jeg selv havde været og på den måde fik pigerne/damerne er fin start (håber jeg) på turen, så er det jo op til dem selv at faa de sidste 4 dage til at gaa inden deres hjemtur. Jeg fik gjort noget af det jeg godt kan lide – at vise rundt. En god dag….og jeg er klar til cykelturen, som begynder med et nattog til LaoCai i det allernordligste Vietnam her om et par timer. Har allerede mødt mine 4 nye cykelvenner fra USA, eller dvs en er fra Singapore (Yorgen), en fra USA (Bret) og 2 fra Tjekkiet (Robert og Thomas), men alle boesidende i USA bortset fra Thomas, som bor i Tjekkiet). De 3 er læger med forskellig specialer og Thomas har sit eget electronicfirma. Ser meget frem til de næste dage på cykel – og til den MTB interesserede – så lykkedes det at faa en full-suspension Cannondale FZ Onetwenty three i sidste øjeblik. Jeg byttede med en af de andre – det kan jeg ikke vaere utilfreds med.
Ca Tru`
For nu at holde sige paa det plan med at leve sig med ind i noget, saa fortsatte jeg med Ho Chi Minh-foelserne uden paa kroppen med endnu noget medlevende. Nemlig den meget traditionelle vietnamnesiske musikart Ca Tru’. Paa et aeldgammelt tempel paa Hang Bac (Soelvgaden) overvaerede jeg en lille intim-optraeden af lokale artister. Det var saadan at man i pausen selv fik lov til at proeve at spille paa et over 100 aar gammel straenge instrument, en lille tromme og et lille slaginstrument. Der var syv artister og vi var 6 tilhoerer. Lidt fed oplevelse.
Overskriften betyder ikke bynavnet, men derimod den største personlighed i vietnamnesisk historie. Han var stifter af Det vietnamnesiske kommunistparti og han var leder af Nordvietnam (det var dengang Vietnam var delt i nord og syd) frem til sin død. Selvom han døde tilbage i 1969, findes han nærmest stadig i levende live. Hans balsamerede legme ligger til “fri” beskuelse for offentligheden på bestemte tidspunkter i Hanoi. Folk fra alverdens egen af vietnam og udenfor drager hertil som pilgrimme for at tilse deres tidligere leder. Køen er lang for at komme ind i mauseleet. Det er under skarp bevogtning. Kameraer bliver behørigt taget fra os og security-kontrollen får det sidste ord inden man går ind bygningen af ren marmor. Ingen hovedbeklædning og man skal gå 2 og 2 sammen. Ingen snakken og hvisken. Langsomt, meget langsomt snegler man sig fremad. Man bliver nærmet overvældet, da han endelig dukker op efter at man har passeret adskillige trappegange. En fornemmelse af han er i live, som han ligger der og smiler….eller er det måske blot en voks-figur? …Nej, nej nu ikke noget med at ødelægge den specielle stemning. Hvert år er han på “ferie” i Rusland for at få opdateret balsameringen!
Onkel Ho (kaldenavn)
Det vi andre oplevede for snart 1 måned siden, foregår i Vietnam i disse uger. Man fejrer Dragens År. Hanoi og alle andre byer holder mere eller mindre lukket. Folk rejser for at besøge deres familier. Dvs bus- og togbilletter er revet væk. Den største højtidlighed i landet strækker sig over 2 uger. Det kinesiske nytår år er identisk med dette.
Hvis man tager antallet af scootere og små motorcykler, der kører på gaden i Hanoi idag, så ville jeg nødig være her på en almindelig dag. Der bliver IKKE taget hensyn til fodgængere. Når der er kø af biler ved en lyskurve tager motorbøllerne bare den ind over fortorvet istedet. Alle 2-hjulede kører generelt overfor rødt. Fodgængerfelter bliver IKKE accepteret – heller ikke af 4-hjulede.
Man skal bare være oppe på mærkerne hele tiden. Havde man øjne i nakken var det en fordel. Udover synsansen bliver også høresansen (folk trykker på speeder og horn samtidig). Også lugtesansen bliver bombaderet af evig benzinduns fra især de 2-hjulede.
Jeg har set nogle få cykler idag. I begyndelsen af 1990-erne cyklede alle. Udviklingen bl.a. her i Hanoi ville bare at rugbrødsmotoren er blevet udskiftet med den benzin-drevne samtidig med antallet af biler er mangedoblet som følge af bedre økonomisk mulighed for køb af bil.
26-01-2012
Efter 25 timers rejse fra Nykøbing F. banegård sidder jeg nu på et hostel i byen Hanoi. Efter normalen er her koldt. Vietnamneserne går og skutter sig noget over de 12′ c og lidt støvregn. Det kan da godt være det bliver lidt koldt oppe nordpå i bjergene når cykelturen bliver skudt igang om nogle dage.; håber jeg har fået nok tøj med….
Turen herover gik lige efter rejseplanen. Ingen forsinkelser og fantastisk service fra det hong- kongske flyselskab Cathay Pacific. Med deres nyere fly overgår de SingaporeAirlines.
Turen gik via København, London, Hong Kong og Hanoi. På den lange flyvning imellem London til Hong Kong (12:05 timer) var de ikke meget mere end 100 personer med i et fly til 250!! Finanskrisen har måske også fat i flybranchen!! Det var helt ok på sådan en lang flyvning.
|