Updates

Costa Rica, Panama, Nicaragua (3 måneder)

Billeder fra Costa Rica

Billeder fra Panama

Billeder fra Nicaragua

17. november 2001

Det er Loerdag formiddag og jeg har faaet sovet i godt 10 timer efter en lang rejse herover. Jeg tog afsted fra Nykoebing F. kl. 04.00 fredag morgen og landede i San José, Costa Rica kl. 03.00 (dansk tid) et doegn senere. Som i alle andre sydlige lande arbejder de ikke med lynets hast og inden emigration og told samt opsamling af bagagen og transport ind til byen gik der yderligere et par timer. Isaer turen i Miami lufthavnen var et kapitel for sig selv. Trods det at bagagen var checket in direkte fra Koebenhavn til San José, blev flyet toemt totalt og alle skulle igennem told og emigrationsmyndigheder. Dvs jeg fik faktisk ophold til USA i 90 dage uden at have bedt om det. Selve in-checkningen igen tog bare tid. Alt og jeg siger alt BLEV checket. Folke maatte have saavel sko som overtoej af. Der blev taget proever af haandbagagen for evt. spor af eksplosive stoffer. Det hele blev overvaeret af maskinbevaebnet militaerpersoner. 3 timer tog seancen. Der bliver ingen chancer taget. Jeg tror foroevigt det er rimeligt sikkert at flyve i disse dage efter denne oplevelse. Den sidst flyvning fra Miami til San José var sat til 2 timer 30 min. men taette skyer over landningsbanen resulterede at vi maatte kredse rundt over byen i 45 min. inden det var sikkert at lande.

Idag loerdag regner det ret kraftigt, lidt udsaedvanlig efter sigende. Godt nok er det regntid (frem til 1. december) men solen skinner normalt altid om formiddag, imens aftenerne kan vaere regnfulde.
Temp. herover (ca. 10000 km fra Danmark og 7 timer bagefter) er ca. 25 gr cel.

24. november 2001

Hvor er det lige jeg er henne. Jo, Mellemamerika et godt stykke fra lille Danmark. Nu er det jo ikke
saadan det er et kaempe stort land jeg befinder mig lige nu. Costa Rica er ca. 50000 km2, imens Danmark er 43000 km2. Forskellen er heller ikke stor naar man tager indbyggertallet herovre, knapt 3,5 millioner imod Danmark ca 5 millioner. Jamen hvor ligger Costa Rica – interesseret saa klik ind paa foelgende side paa nettet (www.lonelyplanet.com/destinations/central_america/costa_rica) . Husk paa siden kan du saavel zoome ind og zoome ud paa kortet. Smart ikke!! (hvis det ikke virker saa proev www.lonelyplanet.com)

Jeg har vaeret oppe paa det naesthoejeste punkt i Costa Rica, nemlig vulkanen Irazú. Med lokalbus koerte jeg ad forfaerdelig daarlige veje op til 3450 m.o.h. En heldig dag jeg havde valgt, idet skyerne var vaek i godt 1 time, imens jeg var deroppe, hvilket gjorde det muligt at se det kegleformet krater med groent vand (sulfater) i bundet. En aktiv vulkan paa 1050 meter i diameter og 300 meter dyb. Sidst den var i udbrud var 1963.

Een vulkan er ikke nok. Jeg proever igen. Her er nemlig mange at vaelge imellem. De fleste rejsende herovre er oppe paa ca. 3 vulkaner, imens de er her, men ser som regel kun 1 pga af vejret – skyerne haenger lavt. Jeg forsoegte mig altsaa med Poas. Den mest aktive af alle herovre. Saavel 1986 som 1995 var den i udbrud. Det endte som med saa mange andre. For det foerste gik bussen istykker paa vejen op og vi maatte vente i over 2 timer paa en ny. Da toppen var naaet var regnen ogsaa sat ind og der blev ikke meget vulkan at se. Bad luck.

Det hoejeste punkt i hele Centralamerika ligger i Guatemala. Toppen her er kun tilgaengelig ved hjaelp af klatreudstyr og en vis professionalisme inden for bjergbestigning. Det naesthoejeste punkt i Centralamerika ligger her i Costa Rica. Cerro Chirripo. Her er det muligt for naesten almindelige mennesker at komme op. Hvorfor ikke forsoege!!! Jeg tog bussen sydovre til byen San Isidro de el Generel sammen med 2 hollaendere og videre med endnu en til bjergbyen San Gerado de Rivas i 1350 m.o.h. Den sidste bus var et godt eksempel paa at man bruger meget tid i busser herovre uden at komme ret langt. 22 km tog saamaend “kun” 2 timer. Stejle veje lavet af jord og grus var grunden. Og saa regner det 7000 mm om aaret!!!!! Jeg saa ogsaa kun regn i denne lille bjerglandsby med godt 20 huse, imens jeg var der. Ioevrigt var der endnu foelgeskab af 2 englaendere og 2 svenskere. Det var kun de 4 sidstnaevnte og undertegnede der skulle paa toppen.

Kl. 05.30 tog vi afsted med rygsaek opad. Iflg guideboegerne skulle gode ben, varmt toej og vand kunne goere det. Mad og regnjakke tog jeg dog ogsaa med – bare for en sikkerheds skyld. Foerst igennem kaffeplantager, saa regnskov og senere afbraendt skov og til sidst sten og smaa buske og traer. Det var et meget forskelligartet landskab. 7, 5 timer og jeg var oppe i 3400 m.o.h. og havde tilbagelagt 14km og 2000 hoejdemeter. Her var det muligt af overnatte i hytte. Det blev en kold aften og nat Selv med 2 lejede taepper og med alt mit toej paa + fleece, froes jeg jeg natten igennem. Afsted igen kl. 5.45 imod toppen af Chirripo og de 3820 m.o.h. Ca. 2 timer og yderligere 420 hoejdemeter og toppen var naaet. Jeg fulgtes med en amerikaner op. Jeg foelte mig absolut ikke veltilpas. Allerede iaftes og i nat led jeg af hovedpine og maatte tage hele 4 piller!! En kombination af vaeskemangel og hoejden var nok aarsagen. Godt jeg havde foelgeskab derop. Vi var lidt heldige, idet skyerne lettede en smule og vi kunne se over imod nogle af de andre hoeje bjerge, som var naesten lige saa hoeje. Jeg forstaar godt bjergbestigere. Det er fantastisk at staa hoejt oppe paa et bjerg man lige har besteget og blot taenke – jeg gjorde det!! Det var koldt paa haenderne og vi vendte hurtigt nedad igen. Vi stoppede ved hytten og spiste og drak inden jeg fortsatte alene nedad. Det tog ialt 8 timer inden jeg var nede fra toppen af. Det regnede de 5 af timerne. Ialt 2500 hoejde meter og 22 km var jeg gaaet ned denne dag.

The top of the highest point in Costa Rica, Just made it. 2001. Cerro Chirripo 3820 meters.

The top of the highest point in Costa Rica, Just made it. 2001. Cerro Chirripo 3820 meters.

Fantastisk tur, men ogsaa meget haard. Faktisk burde man goere den over 3 dage. Jeg gjorde det paa 2!!! TOTALT 44 km – 5000 Hoejdemeter.

Idag loerdag er jeg tilbage i San Jose med masser af vaadt toej og stoevler. Jeg skal hilse og sige at vejret stadig er lidt udstadigt. Jeg har ikke haft mine solbriller fremme endnu…. men glem ikke temp. ligger lige over de 20.

Ellers er alt vel efter at vaere kommet ned i 1000 m.o.h., hvor San Jose ligger. Ioevrigt ligger San Jose meget centralt og man bruger den meget, da de fleste busser koerer ud her fra. Prisen for busserne er som en tommelfingerregel kr. 10.- pr. time (cirka).

11. december 2001

Bordercrossing Sixola, Costa Rica and Guabito, Panama

Bordercrossing Sixola, Costa Rica and Guabito, Panama

With guide "Livingstone" going out on sea from Bocas del Toro, Panama

With guide “Livingstone” going out on sea from Bocas del Toro, Panama. Des in the front

Min stoerste oplevelse saalangt, var da jeg var ude og se Panama-kanalen. Det har jeg altid oensket mig. For ikke ret mange maaneder siden laeste jeg en artikel i enten JP eller Berlingske (det husker jeg ikke) om netop dette bygningsvaerk, som betegnes som det 20. aarhundredes stoerste ingenioer-projekt, som tog 10 aar og 75000 mennesker at skabe. Det var amerikanerne, der udfoerte jobbet. Forinden da forsoegte forskellige andre, bl.a. franskmaendene samt samme person, som var hovedmanden for Suez-kanalen. Der var dog alt for mange problemer for de foerste, saasom gul feber og bl.a. 21000 doede samt sammenstyrtninger pga. regn og meget fugtige omraader.

Mira Flores Locks, Panama Canal

Mira Flores Locks, Panama Canal with Jennifer (AUS)

Kanalen er 79.6 km lang og forbinder Atlanterhavet med Stillehavet og spare derved skibene utrolig meget tid og penge, da de ellers er noed til at runde Sydamerika for at komme fra f.eks. Europa til Los Angeles. Skibene haeves i sluser (dem er der 3 af) fra havoverfladen og op til 26 meter til kanalen og dermed ogsaa den stoerste menneskeskabte soe. Dermed sejles over land for igen at blive saenket ned igen til vandoverfladen. Hver sluse bestaar af flere kamrer. Eet kammer indeholder ca. 200.000.000 ltr. vand og det toemmes/fyldes paa 10 minutter!!!! Jeg saa det med mine egne oejne. Jeg var heldig at se hele 8 meget store skibe gaa igennem. Blot for at tage eet af dem. Et norsk skib (Cargo-Skib) lastet med 3500 nye biler. Det kostede skibet knapt kr. 900.000,00 at benytte kanalen. Hvert aar gaar ca. 14000 skibe igennem og de betaler i gennemsnit kr. 350.000,00. Det tager gennemsnitligt 8-10 timer at passerer.

Miraflores Locks at Panama City.

Miraflores Locks at Panama City.

Kanalen blev overdraget fra amerikanerne d. 31/12 1999 til Panama. Dvs alt hvad der hoere til, som f.eks. byer, skoler, huse, driften osv osv. Ca. 8 km paa hver side af kanalen har ogsaa vaeret under USA haender, idet man husede de ca. 4000 arbejdere der fungerede her. Samtidig var her ogsaa amerikansk militaer-base. Den dag idag er Panama-kanalen Panama´s kanal!!!

Faktisk var jeg ude ved den samme sluse (Miraflores Locks) i 2 dage. Foerste dag var jeg dog ikke interesseret i at vente i godt 2 timer foer foerste skib kom. Jeg tog ud igen dagen efter og var som sagt heldig at se de mange skibe. Ja, jeg er stadig imponeret!!!

From old town (Casco Antiquo) with the new Panama City

From old town (Casco Antiquo) with the new Panama City

Vel vel, det var lidt svaert at slippe Panama City. Det er en spaendende by.Byen er egentlig rimelig sikker at faerdes i. Blot skal man holde sig fra nogle bestemte omraader, og det gaelder saavel dag som nat. Jeg var nede i den gamle bydel (Casco Viejo) og var godt klar over at man ikke gaar i de smalle gader, men bliver paa de lidt bredere og mere befaerdet. Alligevel blev jeg og amerikaneren jeg rejser med, stoppet og fik at vide af en lokal ,at vi nok skulle vende om. Vi hoerte om en tysker der blev slaaet ned og efterfoelgende fik syet 7 sting i hovedet. Det er penge og kameraer de gaar efter. Derfor er det altid en god ide at have lidt loese pengesedler i lommen, man kan stikke dem, hvis de pludselig staar der. Slum og fattigdom er hovedoversagen til disse farlige omraader.

Ellers er byen meget sikker at faerdes i. Jeg har aldrig set saa mange vagter og betjente. Selv ud for de store supermarkeder staar vagter med skarpladte maskingevaerer eller pumpguns. Alle andre vagter, som gaar rundt og i ny og nae stopper nogle lokale og checker deres ID, baere synligt ladte pistoler. Paa den maade foeler man sig sikker. De overvaere hele tiden bl.a. for os turisters skyld.

Jeg kom dog videre fra Panama City og besluttede at Panama bare var lykken at vaere i, saa hvorfor ikke fortsaette. Nej, ikke San Blas, som er smaa bounty/oeer med indianerstammer. Det maa blive naeste gang. Vi var 4 der rejste sammen ind i Panama. Vi var kun 2 tilbage, da vi tog fra Panama City. Desiree , Calfornia og undertegnede. Det var egenlig svaert at finde ud af hvor man skulle tage hen. Landet er ikke udviklet for turister endnu, men paa vej. Vi valgte at proeve det modsatte af storbyen. Byen med navnet Pedasi ca. 5 timers koersel fra hovedstaden, naesten helt ud til verdens ende – ihvert fald til Stillehavet. Panama’s foerste valgte kvindelige praesident Mrs. Mosoco (1999-2004) kommer fra netop denne by (det vidste vi ikke) og hun var i byen, imens vi var der. Faktisk er hun der hver weekend. De er meget stolte af at netop hun kommer fra deres by. Vi boede hos noget af hendes familie (lidt af et tilfaelde – men alligevel). Desiree mestrede det spanske sprog og det drog jeg selvfoelgelig nytte af. Paa den maade kom vi i naer kontakt med de lokale. Vi var de eneste turister i byen paa dette tidspunkt og eftersom Desiree er af filipinsk afstamning, var jeg den eneste gringo i byen.

Vi var med til en meget lokal tyrefaegtning, som i alt sin enkelthed gik ud paa at drikke saa meget som mulig (altsaa for de lokale) .De rendte rundt saavel ude som inde for arenaen med sprutflasker og oel. Utroligt det gik godt. Senere samme dag blev vi inviteret hjem hos en lokal pige som havde en restaurant (det var der vi som regel spiste). Vi blev praesenteret for hendes familie.

Vi hyrede ogsaa nogle lokale fisker til at sejle os ud til Iguana Island, en oee 7 km ude i Stillehavet. Vi havde oeen for os selv hele dagen sammen med ca. 5000 Fregat-fugle og liguaener (dem du ved nok fra BASF-reklamen, hvor de kravler henover et videobaand), havskildpadder osv. Havde det vaeret den rette saeson (juni-november) havde her ogsaa vaeret
Pukkelhvaler, som kommer her og laerer deres smaa at dykke. Her var ioevrigt godt at snorkle.

Jeg er netop kommet tilbage til Costa Rica efter knapt 2 uger i Panama – og jeg kan roligt sige at Panama er et kanon godt land at rejse rundt i.Folk er bare saa venlige. Jeg kunne godt have brugt den dobbelte tid der. Samtidig er det billigt. Et maaltid mad kostede ca. kr. 15,00 og f.eks. en Coca Cola blot kr. 2,00 for 354ml.

20. december 2001

Ingen julefrokoster, ingen sneoel, ingen sne, ingen frost, ingen gaver…… nej men saa meget andet…. juletraer, julepynt, julemelodier, nisser, haver og huse pyntet i bedste amerikanske stil…jo de HAR det her…. men jeg tror det er importeret fra andet sted …… ingen traditioner…..kun aben efter….you know!!!!!

Jo, det gaar helt fint – med at bruge penge – Costa Rica er dyrt at opholde sig i, faktisk kan man sammenligne det Mellemamerika’s svar paa Schweiz. Stadig billigere end DK. Jeg kom som naevnt i min sidste rejsebeskrivelse tilbage til Costa Rica, helt noejagtigt nede i det sydvestlige hjoerne. Fra byen Golfito sejlede jeg til en flaekke med navnet Puerto Jimenez. For bare 10 aar siden det mest afsides omraade i Costa Rica. Saa begyndte man at grave guld og faelde regnskov, men naaede heldigvis af bevarer en del af det. Corcovardo National Park – real virgin jungle – man skal ikke tro det er Disney. Farer man vild eller moeder man en jaguar – alle muligheder er aabne. Desvaerre kunne jeg ikke finde nogen af at tage med ind i de minimum 3 dage det tager at gaa paa tvaers af junglen – og guidet ture er jeg ikke meget for. Jeg maa have det tilgode.

Jeg tog videre nord paa med 3 forskellige busser (godt 13 timer) via byen San Isidro del Generel (her har vaeret foer vil laeseren nok bemaerke). Fra San Isidro koerte bussen helt ud til Stillehavet og fulgte kysten op pa den nok mest kontroversielle vej i hele Costa Rica. 44 km grusvej langs en lige saa lang olie-palme-plantage. Siden 1993 skulle denne bid vej vaere asfalteret. Typisk eksempel hvor langsomt tingene foregaar i Costa Rica. Befolkningen langs vejen har gjort alt for at faar regeringen til at forstaa vejens vigtighed. De har foretaget blokader m.m. men intet har hjulpet. Heldigvis ingen blokade da jeg skulle igennem. De 13 timer kom jeg ca. 250 km – det gaar ikke f….. staerkt. Jeg har fundet ud af, at man roligt kan saette en hel dag af hvergang man planlaegger at rejse fra A til B. At 25% af vejnettet er asfalteret har jeg ligeledes fundet ud af, men at 75% IKKE ER er jeg ogsaa blevet klar over.

Jeg bosatte mig i Manuel Antonio i 5 dages tid. Nationalparken af samme navn er rammen for dette omraade, ioevrigt den mindste i Costa Rica. Jeg boede faktisk lige paa graensen til den. Paa een og samme dag oplevede jeg 3 forskellige aber, leguaner, dovendyr, racoon, skildpadde, naesebjoern og et rigtig fugleliv saasom pelikaner. Flere af dyrene (aber og racoon) var gaester imens jeg laa ved stranden i samme park. De hele inden for saa naer raekkevidde – fantastisk. Desvaerre saa jeg ikke baeltedyret denne dag. Men dagen efter spadserede det rundt ude foran “hotellet” jeg boede paa. Aberne er ude i baghaven oppe i traeerne.

Manuel Antonio Beach, Costa Rica

Manuel Antonio Beach, Costa Rica

Selvsamme sted proevede jeg mig selv af paa et surf-board, men maatte konstatere at jeg er bedre til solbadning. Min loebetraening er gaaet lidt i staa herovre, eftersom jeg har efterladt bl.a. min loebesko i San Jose. Men en god lang strand og et par shorts og nogle gode ben kunne vaere det samme. Som sagt saa gjort – jeg fik loebet mine foerste km i barfodet tilstand med udsigt til en flot solnedgang over Stillehavet til den ene side og palmer til den anden.

Igaar tirsdag havde jeg igen een af mine rejsedage. 9 timer og ca 150 km. Montezuma paa den sydligste spids af halvoeen Nicoya. Her er flere backpackers end lokale folk. I guideboeger kalder de det “Gringolandia” – det skriver jeg gerne under paa. Jeg bor paa stranden paa en billigt hostel. Jeg har vandret godt 5 timer paa stranden idag. Paa vej tilbage til Montezuma lykkedes det mig for foerste gang at body-surfe – altsaa surfe paa boelgerne uden braedt eller board – fed fornemmelse at glide paa boelgen og blive baaret naesten op paa land.

Horse ride on the beach, Montezuma, Costa Rica, 2001

Horse ride on the beach, Montezuma, Costa Rica, 2001

Ioevrigt naar jeg snakker om vand. Jeg moedte 4 danskere i Manuel Antonio for et par dage siden. Pudsigt nok var jeg til moede i Koebenhavn med 2 af dem for et par maaneder siden ang. hoejskoleophold herovre. Bortset fra det, saa blev de lokale helte i Manuel Antonio, da de reddede en amrikaners liv. Han laa livloes med hovedet under vand, da de tilfaeldigt kom forbi. Han var ikke mange sekunder fra doeden – han var livloes, da de fik ham op paa stranden, og da den lokale livredder var faerdig med at spille strandfodbold, gav han kunstigt aandedraet og ambulancen kom.
Et eks. paa, at det ikke er for sjov, at man advare imod rip currents (kraftige understroemme), som traekker selv voksne personer med ud.

Nok om det, julen naermer sig og jeg tror det bliver Playa El Coco, som bliver mit hjemsted for juleaften – mere om det senere. 

 1.januar 2002

Jeg sluttede min sidste rejsebeskrivelse i Montezuma kort foer jul og jeg blev der indtil dagen foer jul, altsaa den 23. december. Den 22. var jeg til hest langs nogle bounty-strande. Jo, i fuld galop, en droem blev til virkelighed. Det var ganske sjovt og varede godt 3 timer. Dagen forinden var jeg ogsaa til hest, men denne gang jernhest. Paa MTB ud til Cabo Blanco, en stor skov anlagt for mange aar siden af en svensker og en dansk dame (Karen Mogensen, doed i 1994). Oprindeligt var det ikke tilladt at faerdes i skoven, netop for at opretholde den uberoerte natur. I 80’erne overdrog de skoven til en fond, som den dag idag administerer den og forsoeger at holde besoegsantallet nede saa skoven ikke bliver overrendt. Det var et 5 timers hike i skoven, hvor jeg fik set forskellige aber, nogle myresluger, 2 daadyr, et egern og masser af fugle. Senere samme dag koerte jeg MTB’en de 7 km over et par grimme bakketoppe (den ene maatte jeg bukke under for og traekke over) til byen Mal Pais. (det kan vaere d’ herre Alex T.og Anders N. husker Nicoya-halvoen som vaerende stedet uden asfalt og faa veje, som altid goer det mest besvaerligt for cykelister) Jeg naaede op pa 40 km paa cykel denne dag + de 5 timer til bens (temp. var over 30 gr.)!!! Ioevrigt naadede jeg at se omkring 20 Broele-aber paa min cykeltur. De lyder som hunde naar de sidder oppe i traetoppene. Lidt uhyggeligt.

Netop de manglende veje paa Nicoya-halvoen gjorde at man igen skulle via Puntarenas paa hovedlandet med baad. Jeg tog direkte op til byen Playa Del Coco i det nordvestlige hjoerne af Costa Rica. Jeg rejste de 12 timer fra Montezuma sammen med 4 danskere. Jeg var blevet inviteret til Juleaften paa Dansk Studiecenters base i byen. Jeg havde moedt omkring halvdelen af de ca. 22 der var med denne aften, som talte ledere, ejere, elever og 3 svensker og 2 nordmaend, som var venner til eleverne.

Jeg blev udnaevnt til grill-mester og mestret at grille 2 typer fisk (den ene var Rosa Marlin), derudover blev der serveret svinemoerbrad, salater, kartofler og broed samt ris a la mande med cocktailbaer til dessert. Herudover var der velkomst-gave i form af piratos-lakridser, og der var snapse-sange med dertilhoerende Linieakvavit og Roed Aalborg. Det blev en fornoejelig og anderledes jule-aften, som sluttede engang den 25..

Imellem jul og nytaar drog jeg, lidt ud over planen op i bjergene sammen med nordmanden Joergen, som var gaest paa skolen. Vi havde 5 dage omkring vulkanen Arenal i godt 500 m.o.h., altsaa ganske koelig luft (20 gr) til forskel fra de 32-34 gr. vi havde i Coco. Som naevnt tidligere er det med at se vulkaner i Costa Rica svaert pga. skyer og regn. Dette var ingen undtagelse. Den 1633 m. hoeje kegleformet vulkan (den mest spetakulaere pga. dens form), er i udbrud hver dag og har vaeret det siden 1968. Paa eet tidspunkt var det muligt at se 75% af den, imens Joergen og jeg laa 4,5 timer i nogle hot pools. Det er ikke tilladt at bestige den pga af eksplosionerne, adskillige er blevet draebt af den vej.

Vi fik cyklet mange km paa MTB omkring vulkanen og ligeledes langs soen Arenal, som er den stoerste i Costa Rica. I 1973 byggede man en opdaemning og oversvoemmede adskillige byer, simpelthen fordi man ville udnytte vandkraft til at producere el. Vestas har en vindmoellepark paa den ene side af soen. 100 moeller, som var tydelige at se, bragte et minde om DK.

Fra La Fortuna, den naermeste by til Vulkanen, red vi til hest over til Monteverde og byen St Elena. Selve rideturen var 3.5 timer og bragte os fra 550 m.o.h. til 1425 m.o.h. Mange dages regn gjorde turen meget mudderet og de 5 gange vi skulle krydse igennem en flod var det med hjertet oppe i halsen, da stroemmen var kraftig og vandstanden hoej. Hestene var halvt daekket af vand og ligesaa vore ben. Vi var meget heldige med vejret denne dag dag solen skinnede og vi fik set den flotteste natur jeg laenge har set. Bjerge, regnskovspassager, rigt fugleliv, aber – det skal opleves, wauvvvvvv….. Turen til Monteverde kan ogsaa goeres i bus – det tager 5-6 timer. Vor totale rejsetid paa hesteryg og med baad og bus tog 5 timer.

Horse ride from La Fortuna to Monteverde, Costa Rica, 2001.

Horse ride from La Fortuna to Monteverde, Costa Rica, 2001.

Dagen foer nytaar, altsaa den 30. var vi tilbage i Playa del Coco, til skolens base. Vejret her var uforandret med hoej sol og 32 gr. Blot var her fyldt med Ticos (lokale), som var paa ferie. Det var som Marielyst i hoejsaesonen. Umuligt at finde et sted at sove. Joe, en ung amerikansk surf-freak tilboed os hans kontor og sofa paa hans surf-hotel – ingen daarlig deal, da det laa lige paa stranden og han havde haengekoejer til at dase under palmerne i loebet af de varme dage og hoere boelgernes brusen.

Nytaarsaften fejrede jeg sammen med skolen. Vi var omkring 20 personer, baade svenskere, nordmaend og danskere. Der var lejet en stor lystyacht og fra den skaalede vi det skandinaviske nytaar ind, lokaltid kl. 17.00 (7 timer bagefter DK). Det foregik i en flot bugt og i vandet. Af tilskuere var der et par delfiner og maaske nogle hajer (de er ihvert fald i omraadet). Champagnepropperne blev skudt af imens vi laa i vandet. Herlig maade at fejrer nytaar paa. Det costarikanske nytaar blev ogsaa fejret nogle timer senere omkring en swimmingpool paa et hotel. 7 forretter, 2 hovedretter og 2 desserter med vin og champagne.

12. januar 2002

Nytaaret er overstaaet og tak for de mange nytaarshilsner, jeg har modtaget herovre. Efterhaanden begynder man at spoerge, “hvornaar kommer du egentlig hjem” – sikke noget at spoerge om! Selvfoelgelig kommer jeg IKKE hjem, her er jo varmt og dejligt og alting billigere end i DK – Spoeg til side, det er en af de sidste dage i januar – laengere har jeg ikke taenkt endnu.

Efter festen i Coco (nytaar) og et par dage ved stranden, drog jeg med bus videre over graensen til et af de fattigste lande paa den nordlige halvkugle, Nicaragua. Krige med nabolandene, interne stridigheder, med militaert diktatur, sandinister, contrabevaegelser og borgerkrig har i mange aar taeret haardt paa befolkningen. I 1998 ramte orkanen Micth landet og oedelage et helt aars afgroeder (bananer, tobak, sukkerroer, majs osv.), gjorde mange mennesker hjemloese og bombede oekonomien langt langt tilbage. I aar 2000 og ogsaa mange tidligere aar har stoerre jordskaelv sat sit praeg paa landet. Mange byer er idag stadig synligt beskadiget af disse skaelv. Vulkanudbrud (der er 11 vulkaner blot i det vestlige omraade, hvor jeg er ) er ogsaa en ubarmhjertig oedelaeggende faktor. Desuden har USA ogsaa i dette mellemamerikanske land haft sin indflydelse; senest har man haft en handelsembargo overfor Nicaragua. Fattigdom er et synligt aspekt, hvor man kommer frem. Folk er ganske venlige, maaske foerst lidt afvisende, men i det store hele meget venlige, dog skal man tage sig lidt i agt med f.eks. at staa med sit pengebaelte fremme paa offentlige steder som busterminaler, da fattige folk kan vaere nemme at friste, det hoerte vi eksempler paa et par gange.

Selvfoelgelig er der ogsaa her i Nicaragua omraader hvor der stadig udkaempes interne stridigheder – hovedsagligt i bjergene, hvor der ingen veje er. Stortset er det kun den vestlige del af landet der er fremkommeligt. Endnu er det ikke muligt at komme fra Stillehavet til Atlanterhavet paa vej alene. Man er evt noed til at tag floderne til hjaelp eller flyve. Den oestlige del er taet regnskov. Man gaar stadig med planer om en “panama-kanal” her i Nicaragua for at give Panama konkurrence. Jeg tror amerikanerne er indblandet i denne affaere, som dog ikke er nytaenkning. Allerede da man byggede den rigtige Panama-kanal var Nicaragua paa tale.

Nicaragua, som er det stoerste af de 7 Mellemamerikanske lande, er 3 gange stoerre end Danmark, og har det samme antal indbyggere, ca. 5 mill. Jeg rejste over een af de 2 graenseovergange, der er til Costa Rica, nemlig Peña Blancas. Ganske som forventet – korrupt efter alle regler. Det med passet gik godtnok efter at have betalt Costa Rica´s toldvaesen nogle penge for at komme ud. Vaerre var det at komme ind. U$ 7.- for at komme ind. Vi troede det var det. Nej, nej. Saa var der nogle der ville have yderligere dollars – men for hvad?? Tolderne stod og rystede paa hovedet, som om de ikke kendte noget til hvad der forgik men vi turde ikke andet end betale, (jeg rejser sammen med en tidligere journalist fra politikken.dk, Anders ioejeblikket).

Fra graensen tog vi bussen til byen Rivas. Foerste overnatning i Nicaragua. Det var moedet med fattigdommen. Hestevogne med massive traehjul som transportmiddel. Vi blev sat af med bussen midt paa det lokale marked og var straks omsvaermet med taxi-chauffoerer der ville koere os hovrhen vi oenskede. Markedet var et kaos hvor vinden fik stoevet til at rejse sig. Asfalt er ikke hver-mands-eje og slet ikke i de mindre byer. Vi fik kaempet os ud af myldret og fandt et sted at sove.

Granada, den foerste spanske by (aar 1524) i Nicaragua var arkitektonisk i rigtig koloni-stil, og var vort maal. Som i Costa Rica tager busturene laengere end man umiddelbart regner med. Nu er busserne blot endnu aeldre – gamle amerikanske aflagte skolebusser, hvor man sidder med knaene oppe under hagen, vinduerne paa vid gab med folk haengende halvt ud. Bananer og hoens paa taget sammen med papkasser og saekke med varer til markedet.

The Square in Granada, Nicaragua

The Square in Granada, Nicaragua

Vi brugte Granada som udgangspunkt de naeste 4 dage til at tage paa nogle en-dags-ture i omraadet. For dem, der har vaeret i Granada, vil de nok nikke genkendende til “The Bearded Monkey”, et faktastisk godt hostel at bo paa. Vi var i byen Masaya og se paa forskellige lokale markeder med frugt og groent , et andet med alene haenge-koejer og endelig et for handicraft (smykker, traeskaerearbejder osv.). Samtidig overvaerede vi en Base-ball-kamp (Nicaragua’s nationalsport).

En anden dag var vi oppe ved Apoya vulkanen og bade i den 500 meter dybe vulkan-kratersoe.

Granada ligger paa den nordlige side af Lago de Nicaragua, Mellemamerikas 3. stoerste soe, ca 1/5-del af Danmark’s areal. Her lever, som det eneste sted i verden, ferskvandshajer. Samtidig ligger verden stoerste oe i en soe her. Det var vores naeste maal. Meningen var at sejle dertil fra Granada (4 timer), men baaden var allerede overfyldt og istedet rejste vi tilbage via Rivas og San Jorge og sejlede derfra i en lille pram i nogle gevaldige store boelger, som resulterede i soesyge hos mange (ikke undertegnede, men alligevel kvalme).

Omepete (betyder “de to bjerge”) er simpelthen 2 kegleformede vulkaner (Volcán Concepción (1610 m) og Volcán Maderas (1394 m) med ca. 10 km afstand. Lava fra vulkanerne har i tidens loeb “smeltet” dem sammen til een sammenhaengende oe. Ganske flot syn vi havde fra baaden (prammen) da vi sejlede over. Endelig skulle det lykkes mig at se en kegleformet vulkan 100% fri for skyer, dvs der var ovenikoebet 2 af slagsen. Perfekt.

Oen Omepete har 35000 indbyggere og der gaar een vej rundt om oen. dvs om begge vulkaner, faktisk som et 8-tal. Vi boede i Moyogalpa, den stoerste af landsbyerne. Folk herovre lever af at producere bananer og kaffe. Vi fik et syneligt bevis paa at bananerne eksporteres til El Salvador og Honduras, idet gamle Mercedes-lastbiler med snude, herfra holdt laesset med frugten ventende paa baaden.

Waiting for the ferry to Ometepe from the mainland of Nicaragua crossing Lake Nicaragua, 2002.

Waiting for the ferry to Ometepe from the mainland of Nicaragua crossing Lake Nicaragua, 2002.

Anders og jeg hyrede en lokal-kendt guide for en hel dag til den nette sum af kr. 130,- (hans chef skulle ogsaa have en del af denne sum!!!). Kl. 5.00 om morgen imens det stadig var moerkt begav vi os afsted op paa Volcán Concepción (1610 m). Vi startede ganske simpelt i nul meter over havet og skulle op i paa de 1610 meter!!! Det var en ganske droej tur. Traegraensen sluttede i 800 meter o.h. Herefter ramte vi ind i hvad man maa kalde en mindre orkan. Vindene var ganske kraftige. Dog varede det kun til 10 km maerket. Herefter gik man lidt i laa af nogle kloefte. I 1550 meter o.h. kravlede vi paa alle 4 og maatte hele tide tage os iagt for loese sten, da det var een lang rullebane, vi kravlede paa. Vinden var taget til igen og guiden turde ikke mere. Paa sit spanske og med faegtende arme forklarede han at meget kraftige kastevinde fra toppe kunne rive os med ned eller faa sten til at ramme os oppe fra. Vi maatte “noejes” med udsigten over Lago de Nicaragua, Stillehavet i baggrunden og 3 andre vulkaner i omraadet fra denne hoejde. Det var faktisk ret flot. Jeg glemte helt at jeg kun havde faaet en kortaermet t-shirt med op, hvilket lige var i underkanten.

On the way to the top, 1610 meters, Vulcán Concepcion. Heavy wind made it difficult to make to the very top. Nicaragua, 2002.

On the way to the top, 1610 meters, Vulcán Concepcion. Heavy wind made it difficult to make to the very top. Nicaragua, 2002.

Nedturen var heller ikke nemt pga. af stejlheden og det loese underlag. Totalt brugte vi 7 timer paa denne….. bedrift, tror jeg vil kalde det. Isaer naar man stod nede i Moyogalpa og kiggede op paa denne efter guideboegerne flotteste vulkan i hele Amerika (baade syd, nord og mellem). Min 4. vulkan-udflugt blev lykkens gang.

22. januar 2002

…saa er jeg lige her igen for at tage lidt af din tid; pas nu paa!!!! … din arbejdsgiver kunne jo kigge over skulderen. Han skulle noedige tro, at du sad og fik gode ideer og maaske allerede var paa vej udover landets graenser. Det vil jeg ikke have skylden for.

Jeg er tilbage i Costa Rica efter eventyret i Nicaragua. Det var fedt – lige mig at rejse i et land som det. Faktisk var jeg ude og vise dannebrog sammen med ikke faerre end 7 danskere paa rejsedagen fra oeen Omepete i Nicaragua. Den morgen kl. 06.30, da jeg sejlede over Lago Nicaragua paa en lille baad med plads til vel omkring 40 personer, var vi ikke mindre end 8 danskere og saa selvfoelgelig nogle nicaraguanere ombord. Vi er et lille land, men fylder godt ude. Vi fulgtes alle 8 tilbage over graensen til Costa Rica, samme vej jeg kom ind. Det var ogsaa de samme personer der stod og ville have dollars igen. Men, men, men dennegang var det mig der tjente paa dem….. hahaha. Ved at vise kvitteringen fra sidst paa 1 dollars, var det pludselig OK at komme ind – det var foer tolden!! Ved tolden ville de selvfoelgelig have, men de gav mig forkert tilbage, saa jeg tjente faktisk 9 US-dollars paa 1 minut.

Ved den costaricanske told var der 100 meter koe eller mere. Vi regnede ud at det ville tage 3 timer at naa igennem. Hvad goer man saa….hmhmmmmm. Jo man tjekker om der er nogen man har set foer eller kender oppe foran i koeen, og det er der selvfoelgelig. Alle der er hvide (gringo’s) er vores venner (amigo’s), saa 2 af os sagde til betjenten, der styrede det foran med at rette ind i raekker, at vores 2 amigos stod derinde, om vi maatte gaa der ind – det var OK. Saadan gjorde saa 8 danskere. Samvittigheden var skrinlagt den dag, men vi var glade og sparede 3 timer.

Jeg var tilbage i Coco, efterhaanden min base. Sammen med Haakon (S), Joergen (N) og Anders (DK) koerte vi rundt i en Ford Bronco firehjulstraekker, som bl.a. Haakon og Joergen havde koebt af en amerikaner. Der var faktisk en meget sjov og sand historie, om hvordan de fik den over graensen fra NIcaragua, hvor den stod oplageret. Da den er paa calfornia-nummerplader maa den kun staa i landet i 1 maaned, men havde staaet 3!!!. Det syntes tolderne selvfoelgelig ikke om og ville have dollars. Resultatet blev at de spillede poker i 5 timer med dem og fik den over for $120,-. Alt og alle kan bestikkes. Selv her i Costa Rica var de blevet stoppet af politiet et par gange og hver gang var det lykkedes at give betjenten et par hundrede kroner og han glemte alt om boeden.

Jeg overnattede i denne bus for USD 5,00 pr. nat, da jeg kendte indehaveren af hotellet som lå inde bagved. Tamrindo

Jeg overnattede i denne bus for USD 5,00 pr. nat, da jeg kendte indehaveren af hotellet som lå inde bagved. Tamrindo

Vi 4 koerte rundt paa Nicoya halvoeen til nogle strande som kun kunne naas med 4-hjulstrukkne biler. Isaer Haakon er vildt surfer-freak og det var ham der ledte os til de bedste strande (Playa Tamarindo, som er Sufernes Mekka i Costa Rica, Playa Avallana og Playa Negra). Vi havde ogsaa nogle boggie-boards med, saa der var rig mulighed for at udfolde sig. Desvaerre naaede jeg at rede mig en diarré, som varede 2-3 dage. Jeg var langt fra toppen og havde lidt feber. Ingen piller, men masser af vand, cola, salt og et par bananer, det var kuren. Det var de fedeste strande, hvor vi, kastede frisbee, spillede pool eller beach-volley med udsigt til de flotteste solnedgange over Stillehavet. Saa glemmer man lidt at man er halvsloej.

Jeg valgte at staa af i Playa Tamarindo og tage bussen til San Jose, for at aflevere lidt bagage. Man vaenner sig til at rejse med faa ting. Jeg bruger resten af tiden med San Jose som base og tager ud til nogle Stillehavsstrande. Vejret er rimelig paalideligt herude ioejeblikket. Man bliver overrasket hvis der er skyer paa himlen, naar man vaagner om morgenen. Imellem 28-30 grader, nogle dage endnu mere. Derimod er vejret paa oestkysten mere vanskeligt at spaa om. Indenfor de sidste 14 dage har man evakueret folk pga regn, og den eneste vej til oestkysten har vaeret lukket, hvilket er meget normalt.

Naar disse ord er skrevet har jeg lige forladt den oede, men meget smukke strand Mal Pais og taget til Montezuma. Sidstnaevte er 2. gang jeg har vaeret her, men her er ganske OK.

29. januar 2002

…saa er jeg lige her igen for at tage lidt af din tid; pas nu paa!!!! … din arbejdsgiver kunne jo kigge over skulderen. Han skulle noedige tro, at du sad og fik gode ideer og maaske allerede var paa vej udover landets graenser. Det vil jeg ikke have skylden for.

Jeg er tilbage i Costa Rica efter eventyret i Nicaragua. Det var fedt – lige mig at rejse i et land som det. Faktisk var jeg ude og vise dannebrog sammen med ikke faerre end 7 danskere paa rejsedagen fra oeen Omepete i Nicaragua. Den morgen kl. 06.30, da jeg sejlede over Lago Nicaragua paa en lille baad med plads til vel omkring 40 personer, var vi ikke mindre end 8 danskere og saa selvfoelgelig nogle nicaraguanere ombord. Vi er et lille land, men fylder godt ude. Vi fulgtes alle 8 tilbage over graensen til Costa Rica, samme vej jeg kom ind. Det var ogsaa de samme personer der stod og ville have dollars igen. Men, men, men dennegang var det mig der tjente paa dem….. hahaha. Ved at vise kvitteringen fra sidst paa 1 dollars, var det pludselig OK at komme ind – det var foer tolden!! Ved tolden ville de selvfoelgelig have, men de gav mig forkert tilbage, saa jeg tjente faktisk 9 US-dollars paa 1 minut.

Ved den costaricanske told var der 100 meter koe eller mere. Vi regnede ud at det ville tage 3 timer at naa igennem. Hvad goer man saa….hmhmmmmm. Jo man tjekker om der er nogen man har set foer eller kender oppe foran i koeen, og det er der selvfoelgelig. Alle der er hvide (gringo’s) er vores venner (amigo’s), saa 2 af os sagde til betjenten, der styrede det foran med at rette ind i raekker, at vores 2 amigos stod derinde, om vi maatte gaa der ind – det var OK. Saadan gjorde saa 8 danskere. Samvittigheden var skrinlagt den dag, men vi var glade og sparede 3 timer.

Jeg var tilbage i Coco, efterhaanden min base. Sammen med Haakon (S), Joergen (N) og Anders (DK) koerte vi rundt i en Ford Bronco firehjulstraekker, som bl.a. Haakon og Joergen havde koebt af en amerikaner. Der var faktisk en meget sjov og sand historie, om hvordan de fik den over graensen fra NIcaragua, hvor den stod oplageret. Da den er paa calfornia-nummerplader maa den kun staa i landet i 1 maaned, men havde staaet 3!!!. Det syntes tolderne selvfoelgelig ikke om og ville have dollars. Resultatet blev at de spillede poker i 5 timer med dem og fik den over for $120,-. Alt og alle kan bestikkes. Selv her i Costa Rica var de blevet stoppet af politiet et par gange og hver gang var det lykkedes at give betjenten et par hundrede kroner og han glemte alt om boeden.

Vi 4 koerte rundt paa Nicoya halvoeen til nogle strande som kun kunne naas med 4-hjulstrukkne biler. Isaer Haakon er vildt surfer-freak og det var ham der ledte os til de bedste strande (Playa Tamarindo, som er Sufernes Mekka i Costa Rica, Playa Avallana og Playa Negra). Vi havde ogsaa nogle boggie-boards med, saa der var rig mulighed for at udfolde sig. Desvaerre naaede jeg at rede mig en diarré, som varede 2-3 dage. Jeg var langt fra toppen og havde lidt feber. Ingen piller, men masser af vand, cola, salt og et par bananer, det var kuren. Det var de fedeste strande, hvor vi, kastede frisbee, spillede pool eller beach-volley med udsigt til de flotteste solnedgange over Stillehavet. Saa glemmer man lidt at man er halvsloej.

Lola, en kæmpe gris, som lever ved Playa Avellanas. Det har den gjort i årevis.

Lola, en kæmpe gris, som lever ved Playa Avellanas. Det har den gjort i årevis.

Jeg valgte at staa af i Playa Tamarindo og tage bussen til San Jose, for at aflevere lidt bagage. Man vaenner sig til at rejse med faa ting. Jeg bruger resten af tiden med San Jose som base og tager ud til nogle Stillehavsstrande. Vejret er rimelig paalideligt herude ioejeblikket. Man bliver overrasket hvis der er skyer paa himlen, naar man vaagner om morgenen. Imellem 28-30 grader, nogle dage endnu mere. Derimod er vejret paa oestkysten mere vanskeligt at spaa om. Indenfor de sidste 14 dage har man evakueret folk pga regn, og den eneste vej til oestkysten har vaeret lukket, hvilket er meget normalt.

Naar disse ord er skrevet har jeg lige forladt den oede, men meget smukke strand Mal Pais og taget til Montezuma. Sidstnaevte er 2. gang jeg har vaeret her, men her er ganske OK.

Billeder fra Costa Rica

Billeder fra Panama

Billeder fra Nicaragua

 

 

Translate »